Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Maj 2003 > Arbejdsgivere støtter fagbevægelsens ulandsbistand



Arbejdsgivere støtter fagbevægelsens ulandsbistand

Opbakning fra Dansk Industri, Udenrigsministeriet og integrationsministeren til fagbevægelsens bistand.

Først gik Jyllandsposten og Venstre til angreb på det internationale arbejde
som Fagbevægelsens Ulandssekretariat udfører i den tredje verden. Dagen efter
kom der masser af ros til fagbevægelsens ulandsbistand fra så forskellige
støtter som Dansk Industri og ministerparret Per Stig Møller (K) og Bertel
Haarder(V).

LO og FTF gennemfører i samarbejde med Danida en lang række bistandsprojekter i
den tredje verden. Arbejdet er særligt rettet mod at forhindre børnearbejde,
forbedre arbejdsmiljøet og udvikle demokrati og menneskerettigheder i et tæt
samarbejde med de lokale kræfter. I år er der afsat cirka 47 millioner kroner
til bistandsprojekter i Asien, Afrika og Latinamerika. De projekter vil
Venstres udenrigspolitiske ordfører nu droppe. VK regeringen har tidligere
skåret næsten ti procent af støtten til faglig bistandshjælp..

- Det er ren og skær ideologi når Venstre vil stoppe vores arbejde, og det er
direkte pinligt at indenrigspolitiske strategier igen rammer den danske
ulandsbistand, siger Steen Karlsen, international konsulent i HK.

HK arbejder konkret med at udvikle erhvervsuddannelser inden for turismen i
Ghana i samarbejde med organisationer, arbejdsgivere og regeringen. I Tanzania
er der afsluttet et projekt der har forbedret arbejdsmiljøet i den grafiske
branche.
- Begge steder er projekterne opstået naturligt fordi vi har de internationale
kontakter og kan komme ud til dem der virkeligt har brug for bistanden.
Samtidig forebygger vi AIDS og underviser i menneskerettigheder og demokrati
når vi er i dialog med både ansatte, arbejdsgivere og myndigheder, siger Steen
Karlsen.

Helt på linie med HK's egen vurdering er Dansk Industri der påpeger værdien af
et velfungerende arbejdsmarked i udviklingslande. Udenrigsminister Per Stig
Møller kalder det internationale arbejde lødigt og afviser nedskæringsplanerne.
Integrationsminister Bertel Haarder har ikke hørt om nedskæringer og roser
blandt andet fagbevægelsens arbejde i Mocambique.

Fagbevægelsens Ulandssekretariat støtter sammen med 45 danske humanitære
organisationer en landsdækkende oplysningskampagne: ”Verdens fattigste – hvad
gør vi”.

Oprettet: 27.05.03, kl. 16.32

Redigeret: 27.05.03, kl. 16.32 af Ole Sønderby Petersen


Ophavsret

Udgivet <27.05.03> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.