Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Maj 2003 > Arla skærer i administrationen



Arla skærer i administrationen

Fusioner gør 600 medarbejdere overflødige

Som én blandt flere store virksomheder har Europa’s største mejeriselskab Arla
Foods for nylig varslet fyringer i større stil. Den 14. maj meddelte Arla Foods
at virksomheden skal skille sig af med 600 administrative medarbejdere fra
efteråret og tre år frem.
Begrundelsen er at virksomheden efter en række fusioner - senest imellem danske
MD Foods og svenske Arla i april 2000 - nu ser sig i stand til at
bortrationalisere en del af administrationen.
- Det indebærer at ret mange HK-stillinger skal nedlægges, men det kan også
betyde at mellemleder-stillinger bliver nedlagt. Vi håber dog at en del af
stillingerne kan nedlægges i forbindelse med naturlig afgang, oplyser Arla
Foods’s personalechef Lars Kaae.

Indskrænkningerne vil ske i både Danmark, Sverige og England, og indtil videre
har HK/Industri Danmark ikke fået andet at vide end at første runde vil begynde
i løbet af efteråret.
- Vi kan derfor kun begynde at forberede vores medlemmer på det der skal ske.
Men til den tid vil vi selvfølgelig sikre os at der virkelig er tale om
egentlige rationaliseringer. Altså at stillingerne reelt bliver nedlagt. Ellers
vil vi overveje at rejse sager, siger faglig sekretær Jette Andersen fra
HK/Industri.
- Det er jo desværre en udvikling vi ser i øjeblikket i flere og flere store
virksomheder. Og man kan da ikke være andet en bekymret når man hører
regeringen tale om de store rationaliseringsgevinster der skulle være at hente
i det offentlige. Men hvis der reelt er tale om at fjerne dobbeltarbejde, kan
vi jo ikke gøre meget andet end at opfordre til at prøve at finde andet arbejde
på virksomheden. Og det bliver jo nok vanskeligt hos Arla, tilføjer hun.

Oprettet: 20.05.03, kl. 10.43

Redigeret: 20.05.03, kl. 10.43 af Kaj Noppenau Sørensen


Ophavsret

Udgivet <20.05.03> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.