Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Maj 2003 > Dårlige tolke krænker retssikkerheden



Dårlige tolke krænker retssikkerheden

Tolke skal have bedre uddannelse

Tolke, der ikke er godt nok uddannede, kan skabe så store problemer i landets
retssale at retssikkerheden bliver krænket. Derfor skal tolke på kurser i
tolkeetik, tolketeknik og juridisk sprogbrug, viser en ny rapport som en
arbejdsgruppe bestående af Dommerforeningen, Dommerfuldmægtigforeningen,
translatørforeningen og advokatsamfundet har arbejdet med i to år.
Rapporten udpeger som det største problem at der ikke bliver uddannet tolke
nok, men peger også på at der kun findes én arabisk og én tyrkisk tolk med de
korrekte autorisationer. Den nævner også at de gældende regler om tolkning er
helt fra 1919 og derfor ikke længere er tilstrækkeligt klare eller dækkende.
Problemet kan løses ved at der oprettes kurser om god tolkeetik, tolketeknik,
det danske retssystem og juridisk terminologi, lyder nogle af konklusionerne.

At tolkeproblemer i retten medfører misforståelser og at sager i værste fald må
gå om, kender Tolkeudvalget i HK godt.
- Det rapporten skriver, har vi sagt i årevis. Vi har i lang tid bedt om
bedre uddannelse, siger forkvinden for tolkeudvalget i HK, Mimoza Corfixen der
er glad for at rapporten nu er kommet. Hun mener dog ikke kun at der er
problemer i retsvæsenet, men også på sygehusene og på socialkontorer.

For Mimoza Corfixen er løsningen klar. Der skal mere og bedre uddannelse til
for at kunne fungere som tolk.
- Alle der kan lidt af to forskellige sprog kan være ansat i tolkebranchen.
Og det kan give problemer og forfærdelige misforståelser, siger hun.
- Tolkene skal være ordentligt uddannede. Vores krav er at de skal have en
autorisation eller også skal de have mange års erfaring, og det skal testes om
de er gode nok.
Rapporten bliver nu sendt til høring og til efteråret tager
integrationsminister Bertel Haarder stilling til hvilke af rapportens forslag
der skal gennemføres.

Oprettet: 14.05.03, kl. 07.52

Redigeret: 14.05.03, kl. 07.52 af Klaus Tornbjerg


Ophavsret

Udgivet <14.05.03> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.