Flere IT-kurser til HK-medlemmer
Arbejdsgivere og lønmodtagere enige om at anbefale undervisningsministeren at hæve aktivitetsloftet for IT-kurser.
3.000-5.000 flere vil kunne komme på efteruddannelseskurser inden for HK’erens
kerneområder i år hvis undervisningsminister Ulla Tørnæs(V) følger et råd fra
arbejdsmarkedets parter om lukke op for flere efteruddannelseskurser på
erhversskolerne og AMU-centrene.
Arbejdsmarkedets Uddannelsesfinansiering (AUF) som består af repræsentanter for
lønmodtagere og arbejdsgivere og rådgiver ministeren i spørgsmål vedrørende
voksen- og efteruddannelserne, besluttede torsdag at anbefale ministeren at
møblere om på aktivitetslofterne over efteruddannelserne.
Følger ministeren rådet, betyder det at IT-kurserne og de almene kurser får
tildelt henholdsvis 600 og 200 ekstra elevårsværk i år. På dansk betyder det
2.000-4.000 ekstra pladser på IT-kurser og godt 1.000 pladser ekstra på almene
kurser. Almene kurser er eksempelvis kurser i kommunikation, samarbejde, sprog
osv. De ekstra pladser tages fra de teknisk-faglige og merkantile kurser som
udgør mere end halvdelen bevillingerne til voksen- og efteruddannelserne.
- Sidste sommer indførte regeringen særlig høj brugerbetaling på voksen- og
efteruddannelsesområdet på de kurser HK’erne især bruger, nemlig IT og almene
fag. Og med Finansloven for 2003 oplevede vi en dramatisk nedskæring i de samme
kursustyper. Det har betydet aflysninger af kurser mange steder. Andre steder
har det betydet at der kun var penge til at udbyde kurser i foråret.
Brugerbetalingen slipper vi ikke for i denne omgang. Men det ser ud til at
vores medlemmer også efter sommerferien kan komme på kursus, og det er vi godt
tilfredse med, siger Frank Juncker, konsulent i Arbejdsmarkeds- og
uddannelsespolitisk sekretariat i HK/Danmark.
Oprettet: 27.05.03, kl. 13.22
Redigeret: 27.05.03, kl. 13.22 af Niels Møller Madsen
Ophavsret
Udgivet <27.05.03> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.