Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Maj 2003 > Kvinder på toppen



Kvinder på toppen

Flere og flere kvindelige ledere i kommunerne

En ny undersøgelse fra USA viser, at det betaler sig at have kvinder i den
øverste ledelse, da det kan ses direkte som et positivt resultat på bundlinien.
Nu opruster de danske kommuner på det samme område.
485 kvinder har i dag placeret sig på topposter i kommunernes forvaltninger,
viser en undersøgelse trukket fra det Fælleskommunale Løndatakontor. Stigningen
er på 150 procent, når man sammenligner med fem år tidligere, hvor kun 194
kvinder var nået til tops. Dog med det grundlæggende forbehold at
datagrundlaget i dag er væsentligt bedre end tallene fra 1998.

Bodil Otte, næstformand i HK/Kommunal, kalder fremgangen et egentligt
gennembrud. Hun glæder sig over at flere kvindelige topchefer skaber
forbilleder, og det sætter en selvforstærkende spiral i gang, så flere kvinder
får lyst til at søge stillingerne.

Men for at opnå de flotte resultater er det ikke nok blot at gøre kvinder til
topledere. Man skal også skabe et dynamisk ledelsesmiljø, der repræsenterer
både kvindelige og mandlige sider siger Ingeborg Østergaard, konsulent for HK:
- Ønsker man at skabe dynamik og nytænkning i ledelsesformen er det afgørende,
at der er et mix af kvinder og mænd i chefgruppen. Det skaber et kvalitativt
løft at have begge sider med i en beslutningsproces og giver bedre
gennemslagskraft i organisationen.

Det ønskede naturlige mix af mandlige og kvindelige ledere har dog foreløbig
lange udsigter i den kommunale verden. På trods af en markant fremgang udgør
kvinder blot 22 procent af kommunernes topledelser og kun 13 procent er blevet
kommunaldirektører i dag. Og det afspejler bestemt ikke at 76 procent af
medarbejderskaren på over en halv million kommunalt ansatte er kvinder.

Oprettet: 13.05.03, kl. 14.32

Redigeret: 13.05.03, kl. 14.32 af Ole Sønderby Petersen


Ophavsret

Udgivet <13.05.03> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.