Militant sexchikane mod HKere
Forsvarets arbejdskultur er rå og grov over for de kvindelige ansatte.
Civilt ansatte kvinder i det danske forsvar er udsat for en stribe voldelige og
krænkede overgreb, viser undersøgelse fra Institut for militærpsykologi.
Kønskrænkende adfærd er et stort problem i det danske forsvar, og problemerne
med sexchikane rammer ikke kun de kvindelige soldater. Rapporten omfatter
samtlige militært ansatte kvinder men også 33% af de civilt ansatte kvinder er
blevet spurgt. 70 procent af de civilt ansatte har været udsat for personlige
verbale krænkelser, og 61 procent har været udsat for fremvisning af porno,
tilråb og uønsket seksuel opmærksomhed.
Derfor har Forsvarets Landsklub i HK nu bedt forsvaretsudvalg for
ligebehandling om at uddybe tallene på HK's arbejdsområde.
- Der er ansat 2200 HK'ere i det danske forsvar, men vi får generelt meget få
sager om sexchikane. Rapporten peger på, at forsvarets udbredte mandekultur,
gør arbejdsmiljøet grovere end andre steder. Samtidig betyder arbejdsklimaet at
man ikke henvender sig til ledelsen hvis man oplever problemer, siger Vibeke
Rittmann Petersen, konsulent i HK/Stat.
Desværre er det ikke kun på det sproglige plan at mande- hørmen stinker i
forsvaret. Endnu værre er det når man ser på deciderede voldtægter og
voldtægtsforsøg. 1,1 procent af de civilt ansatte har været ude for forsøg på
voldtægt, og én har været udsat for voldtægt.
- Skønt tallene for de kvindelige soldater er væsentligt højere end for de
civilt ansatte, er der ingen tvivl om at der er en voldsom overhyppighed af
sexchikane i forsvaret, og det vil vi nu tage op. Vi vil blandt andet sørge for
at forsvarets chikane politik bliver bredt kendt blandt HK'erne i forsvaret, og
vi vil ligeledes opfordre til, at de kvinder som oplever at de er udsat for
seksuel krænkelse tager kontakt til deres HK-afdeling siger Vibeke Rittmann
Petersen.
Oprettet: 20.05.03, kl. 16.01
Redigeret: 20.05.03, kl. 16.01 af Ole Sønderby Petersen
Ophavsret
Udgivet <20.05.03> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.