Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Maj 2008 > Det er gode tider for HK's medlemmer



Det er gode tider for HK's medlemmer

Det går godt for medlemmerne af HK. De er efterspurgte på arbejdsmarkedet og især de unge stiger i løn.

Hvis du er HK'er, går det godt for dig på arbejdsmarkedet. I hvert fald, hvad angår jobmuligheder og løn.Ledigheden blandt HK’erne er gradvist blevet mindre, mens lønningerne stiger.
I marts måned i år var der kun lidt over 5000 ledige HK’ere. Det er et fald på over 8000 personer i forhold til samme måned for to år siden ifølge tal fra Danmarks statistik.
- Det er den laveste ledighed nogensinde, siger Henrik Hofman, leder af afdelingen for arbejdsliv og analyse i HK. Han fortæller, at ledigheden er faldet mere i HK end hos resten af arbejdsmarkedet i en tid, hvor ledigheden generelt falder meget.

Stor efterspørgsel på HK medlemmer
Henrik Hofmann forklarer, at det går godt for HK medlemmerne, fordi der mangler arbejdskraft inde for typiske HK fag. Det giver stor efterspørgsel på arbejdsmarkedet.

Tina Christoffersen, som er jobformidler ved a-kassen i HK København, mærker efterspørgslen helt konkret ved at arbejdsgiverne henvender sig for at finde HK’ere, som kan føre regnskab.
- Den slags jobs, har arbejdsgiverne meget svært ved at få besat, siger Tina Christoffersen. Hun fortæller, at a-kassen i København har været nødt til at skuffe ti arbejdsgivere, som henvendte sig, fordi de var på udkig efter kandidater til kontor -og regnskabsjob. Der var simpelthen ikke ledige HK’ere til de stillinger.

Jytte Hougaard, som er konsulent ved HK Danmarks a-kasse, fortæller, at der også på landsplan er særlige områder, hvor efterspørgslen er meget stor.
- Det er især inde for handelsområdet og kontorfagene og især efter folk, som kan noget med regnskab. Lægesekretærer er også meget efterspurgte. Dem er der slet ikke nogen ledige af, fortæller Jytte Hougaard, der mener, at en del af HK ledigheden kan forklares med, at mange ældre HK’ere går på pension i øjeblikket.

Mere i løn
Mens ledigheden falder, er det gået den anden vej for lønningerne. De er steget.
- Lønstigningerne de sidste par år har været gode, HK er ikke stået tilbage for resten af arbejdsmarkedet. Vi er helt med på vognen, fortæller Henrik Hofman.
I starten af 2008 udarbejdede han en lønstatistik, der viste, at lønnen slår ud til de unges fordel.
- Det er godt at være ung i HK, der har været gode lønstigninger, konkluderer Henrik Hofman. Han begrunder de unges stigende løn med, at de kommer direkte fra uddannelse med frisk viden, som er attraktiv for arbejdsmarkedet.

Nedgang muligvis på vej
Selvom det går godt for HK’erne, er det ikke sikkert, det bliver ved på samme måde. I hvert fald ikke hvad angår ledigheden. Noget kunne tyde på, at den er på vej til at stige igen.
- En udvikling starter som regel i byggebranchen, forklarer Jytte Hougaard,
- og der ser den økonomiske vækst ud til at være gået i stå. Der har været fyringer nogle steder, og det kan smitte af på HK’erne. Væksten har ikke længere samme tempo, som den har haft. Det vil betyde mindre handel, og det vil på lidt længere sigt ramme HK medlemmerne, fortæller Jytte Hougaard.

Af Niels Fessel Juul

Oprettet: 07.05.08, kl. 10.11

Redigeret: 08.05.08, kl. 09.24 af Niels Fessel Juul


Ophavsret

Udgivet <07.05.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.