SU regler giver unge ret til flere penge
Nu kan du tjene flere penge uden at være bange for, du tjener for meget.
Det er slut med at bekymre sig over, hvor meget du tjener ved siden af din SU, når du bliver færdig med dit studie. Du kan tjene så meget du vil, i de perioder, du ikke får SU, uden at bekymre dig om, hvorvidt din samlede årsindkomst bliver så stor, så du skal betale SU tilbage. Det besluttede et enigt folketing i går 13. maj.
Reglen om, at der er en grænse for, hvor meget du må tjene på årsbasis, er væk. Når det skal gøres op, om du har tjent for meget ved siden af SU på et år, bliver tallet kun regnet ud fra de perioder, du rent faktisk har modtaget SU. Ikke nødvendigvis for hele året, som det har været førhen.
Det giver den fordel, at en studerende, som lige har fået sin eksamen, kan sige ja til et højt betalt job uden at bekymre sig over, at tjene for meget på årsregnskabet.
Der er med andre ord ingen grænser for, hvor meget du må tjene, når du ikke modtager SU, mens grænsen stadig ligger på 31.000, når du modtager SU.
Loven træder i kraft fra 1. juli 2008, men får først effekt for studerende, som starter eller slutter en uddannelse fra 2009.
Oprettet: 14.05.08, kl. 11.35
Redigeret: 19.06.08, kl. 09.27 af Niels Fessel Juul
Eksempel:
Rasmus er lige blevet færdig med at læse datalogi. Han har modtaget SU fra januar til juni. Han har bestået sin eksamen og har fået et job fra 1. juli, hvor han vil tjene 41.000 kr. om måneden.
Når det skal gøres op, om han har tjent for meget, mens han har fået SU, vil hans nye løn ikke blive talt med. Det vil kun hans indtægt ud over SU fra januar til juni.
Kilde: Undervisningsministeriet
Ophavsret
Udgivet <14.05.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
