Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Maj 2008 > Tre slag for ligebehandlingen



Tre slag for ligebehandlingen

HK har netop vundet tre sager om ligebehandling, der endnu engang slår fast, at det er ulovligt at fyre kvinder, fordi de er gravide eller prøver at blive gravide. Nu må arbejdsgiverne snart lære det, mener HK.

Tre kvinder fyret, fordi de var gravide eller ønskede at blive det. Tre sager vundet. Det er hvad HK står med lige nu, og det får næstformand Mette Kindberg til både at være glad og trist.

- Jeg er da glad for, at vi har vundet disse sager, men jeg er trist, fordi vi over hovedet skal føre disse sager. Jeg synes snart, at arbejdsgiverne må have lært, at det er ulovligt at forskelsbehandle kvinder på grund af graviditet, siger hun.

Den ene kvinde - fra Silkeborg - blev fyret kort efter at hun havde været igennem fertilitetsbehandling og to aborter og givet udtryk for, at hun stadig ønskede at få børn.

Den anden sag drejer sig om en kvinde fra Århus, der ligeledes blev fyret i forbindelse med, at hun havde været igennem fertilitetsbehandling og aborter og samtidig fortalte, at hun ville fortsætte med at prøve at blive gravid.

Og endelig handler den tredje sag om en kvinde fra Rødding, der blev fyret, mens hun var gravid, da selskabet hun arbejdede for gik konkurs – modsat de fleste af hendes kollegaer fik hun ikke tilbudt en stilling i det nye selskab, der blev stiftet.

Den sidste sag, tabte HK i retten i Esbjerg, men har netop vundet i Vestre Landsret. De to andre sager er vundet i henholdsvis Retten i Århus og i Randers. Årsag: I ingen af tilfældene kunne arbejdsgiverne bevise, at det ikke var på grund af graviditet eller ønske om graviditet, at kvinderne blev fyret.

- Det viser jo, at arbejdsgiverne gang på gang smider guld på gaden. Og så er det, vi som fagforening står uforstående over for, at arbejdsgiverne samtidig kan stå og skrige på arbejdskraft. Det hænger jo ikke sammen, siger Mette Kindberg.

De tre kvinder fik en erstatning svarende til henholdsvis 6, 8 og 9 måneders løn.

Af Kirsten Marie Juel Jensen

Oprettet: 28.05.08, kl. 14.39

Redigeret: 30.05.08, kl. 10.12 af Niels Møller Madsen


Ophavsret

Udgivet <28.05.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.