Et smæld i ryggen blev begyndelsen på en lang sag
Et forkert løft ødelagde Kirsten Dahlgaards ryg. Selv om hun var opmærksom på, at arbejdsulykken skulle anmeldes, var der alligevel noget, der gik galt i proceduren. Og nu har hendes sag trukket ud i fem år.
Smerter i ryggen minder hver dag 48-årige Kirsten Dahlgaard fra Stoholm ved Skive om den arbejdsulykke, hun var ude for i 2004. En ulykke, der først virkede lidt banal, men som fik store konsekvenser for hendes helbred og hendes job – og som nu har kørt som en sag i flere år uden at få en afslutning. Fordi der var tvivl om, om arbejdsskaden var anmeldt korrekt.
Det hele begyndte den 27. januar i 2004, hvor Kirsten Dahlgaard var kørt fra den købmandsforretning, hvor hun arbejdede, for at aflevere nogle kasser sodavand på kommunen.
- Da jeg skal løfte en kasse med returflasker, som jeg har haft med tilbage på lageret, får jeg fordrejet mig, og så mærker jeg et knæk i ryggen, fortæller hun.
Hun blev kørt til lægen af en veninde, hvor hun fik beskeden om, at ryggen bare skulle have hvile.
Efter 14 dage var hun på job igen, men det gik slet ikke. Hun kunne hverken stå eller sidde længe af gangen og kunne ikke løfte noget. Hun gik igennem en masse undersøgelser, og i maj blev hun sygemeldt.
Arbejdsgiveren vil ikke anmelde ulykken
- Jeg vidste, at jeg skulle have anmeldt skaden som en arbejdsulykke, så jeg gik til min arbejdsgiver og bad ham om at gøre det. Men han sagde, det var unødvendigt. Jeg holdt dog på, at det skulle anmeldes, og efter at have talt med HK, gik jeg til lægen, som så skrev anmeldelsen og sendte den til Arbejdsskadestyrelsen, fortæller Kirsten Dahlgaard.
Hun fik en kopi af den anmeldelse, der blev sendt, og så regnede hun med, at sagen gik sin gang.
Smerterne i ryggen blev ikke bedre, og da hun har været sygemeldt i 120 dage, laver hun en aftale med sin arbejdsgiver om, at hun bliver fyret. Herefter begyndte hun i arbejdsprøvning.
- Jeg ved, der kan gå lang tid med sådan en arbejdsskadesag, så jeg tænkte ikke rigtig over, at jeg ikke hørte noget i en lang periode. Men efter godt et år talte jeg med HK, om de havde hørt noget fra Arbejdsskadestyrelsen, og det havde de ikke. Så ringede jeg selv til styrelsen, der fortalte, at de aldrig havde modtaget en anmeldelse, siger Kirsten Dahlgaard. Og hvis en ulykke ikke er meldt inden et år efter, den er sket, kan den slet ikke blive behandlet.
Så kørte sagen
Kirsten Dahlgaard havde jo stadig kopien af den anmeldelse, som lægen forklarede, at han havde sendt af sted, så HK kørte en sag mod Ankestyrelsen for at få medhold i, at arbejdsskaden var meldt rettidigt.
HK tabte først sagen i byretten, men ankede den og har netop fået medhold i Vestre Landsret. Landsretten vurderede på baggrund af, at Kirsten Dahlgaards læge havde stor rutine i at anmelde arbejdsskader, at han også havde sendt anmeldelsen om Kirsten Dahlgaards ulykke af sted. Så først her fem år efter kan en egentlig arbejdsskadesag med henblik på at søge erstatning begynde.
- Selv om jeg var opmærksom på at få anmeldt ulykken var det altså lige ved at gå galt alligevel. Så man skal virkelig være stædig og blive ved, så ens arbejdsgiver anmelder sagen, og at det bliver gjort rigtigt. Jeg har ikke følt sagen som noget stort pres, fordi det er HK, der har taget sig af det. Og så har jeg haft en god læge at støtte mig til. Men hvis jeg ikke havde haft HK og min læge, havde det da været svært.
Kirsten Dahlgaard, der nu har fået konstateret, at det var en diskosprolaps, hun fik fra ulykken, er kommet i fleksjob i kantinen i Viborg Kommune, og det er hun rigtig glad for. Så hun ser positivt på fremtiden.
- Jeg har da hylet mange gange, når smerterne blev for store. Men det handler hele tiden om at se fremad. Og nu har jeg et afvekslende job med kollegaer, der støtter mig og tager hensyn til mig, fortæller hun.
Oprettet: 06.05.09, kl. 10.06
Redigeret: 06.05.09, kl. 10.29 af Kirsten Marie Juel Jensen
Ophavsret
Udgivet <06.05.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
