EU har stor betydning for din hverdag
Du synes måske, EU virker langt væk og har derfor tænkt dig at droppe Europa-Parlamentsvalget. Men faktisk har EU stor indflydelse på din hverdag og ikke mindst dit arbejdsliv. Læs hvordan og tjek kandidaternes løfter for arbejdsforhold og ligestilling ud her.
Du må ikke blive udsat for farlige stoffer på din arbejdsplads. Hvis du er deltidsansat har du også ret til pension og uddannelse som fuldtidsansatte. Og du skal have den samme løn for dit arbejde uanset om du er mand eller kvinde.
Dette er blot nogle af rettigheder, EU har været med til at sikre dig. Og netop derfor er det meget vigtigt, at du stemmer til Europa-Parlamentsvalget, mener HK.
- EU har fået påhæftet, at det er et bureaukratisk projekt, og det skal man passe på ikke at blive blind af. For der foregår noget i EU hver dag, som har betydning for den enkeltes hverdag. Derfor er det vigtigt, at man stemmer til Europa-Parlamentsvalget, siger Kim Simonsen, forbundsformand i HK.
EU længere fremme end Danmark
Ifølge ham skal man se det som noget positivt, at EU har så stor indflydelse på vores alle sammens hverdag. I mange tilfælde sikrer EU os nemlig langt bedre rettigheder, end Folketinget har gjort. I forhold til for eksempel ligestilling er EU i hvert fald meget længere fremme i skoene end Danmark.
Størstedelen af den lovgivning, der gælder på ligeløns- og ligestillingsområdet udspringer faktisk af EU-direktiver og afgørelser ved EF-domstolen.
HK har selv fået afprøvet to sager ved EF-domstolen, der blandt andet har betydet, at der nu er omvendt bevisbyrde i forskelsbehandlingssager, så en arbejdsgiver skal kunne modbevise, at han eller hun har forskelsbehandlet en medarbejder. Og at kvindelige funktionærer med graviditetsbetinget sygdom nu får fuld løn, hvor de tidligere fik halv løn.
Vigtigt at sætte kryds
Når man tænker på, hvor stor magt EU har, er det altså ikke ligegyldigt, hvem der bliver valgt ind i Europa-Parlamentet, mener HK. Og der er masser af udfordringer i fremtiden, som vi ikke kan klare selv i Danmark, men som man er nødt til at finde fælles løsninger på i EU.
- Hvordan vi håndterer krisen, kan vi ikke alene finde ud af. Det skal vi arbejde sammen om. Og når vi tænker på klima og miljø, så er det altså ikke nok, at vi får mindsket udledningen af CO2 i Danmark, hvis kulkraftværkerne står og oser i Polen. Store problemer skal løses på den store palet, siger han.
Fakta om Europa-Parlamentsvalget 2009
- Det afholdes den 7. juni i Danmark. Der skal i EU i alt vælges 736 medlemmer til parlamentet fra de 27 EU-lande – 13 af dem skal vælges i Danmark.
- Valg til Europa-Parlamentet afholdes hvert femte år i EU’s medlemsstater.
Europa-Parlamentet vedtager EU-lovgivning i samarbejde med EU’s ministerråd og godkender EU’s budget. - Man kan kun stille op, hvis man er medlem af et parti. Og partiet skal være indvalgt i folketinget ved sidste valg, være indvalgt i Europa-Parlamentet eller have samlet et antal underskrifter svarende til to procent af de gyldige stemmer ved sidste folketingsvalg.
- Optælling af stemmerne ved valget begynder, når valgstederne er lukket. I Danmark sker det klokken 20. Resultatet må dog først offentliggøres, når det sidste valgsted i EU er lukket. Det sker formentlig klokken 22, hvor valgstederne i Italien plejer at lukke.
Oprettet: 26.05.09, kl. 12.29
Redigeret: 26.05.09, kl. 13.54 af Kirsten Marie Juel Jensen
Eksempler på hvad EU-Parlamentet har betydet for ligestilling:
- Størstedelen af den lovgivning, der gælder på ligeløns- og ligestillingsområdet udspringer af EU-direktiver og afgørelser ved EF-domstolen.
- Allerede i Romtraktaten i 1957 stod der, at mænd og kvinder skal have lige løn for lige arbejde. Og en række domme ved EF-domstolen har senere slået det fast.
- Ligebehandlingsdirektivet har sikret kvindelige funktionærer med graviditetsbetinget sygdom fuld løn, hvor de tidligere fik halv løn.
- I relation til beskyttelsen af gravide kvinder er der sket en styrkelse af den gravides retsstilling med indførelsen af delt og omvendt bevisbyrde.
- Deltidsdirektivet har sikret de mange deltidsansatte de samme rettigheder til bl.a pension og uddannelse som fuldtidsansatte medarbejdere.
Eksempler på, hvor EU-parlamentet har gjort noget for arbejdsmiljø:
- Parlamentet vedtog sidste år en betænkning, der skal lægge pres på EU-Kommissionen for at få en mere konkret og handlingsorienteret politik for et bedre arbejdsmiljø og for at få sat mål for at begrænse arbejdsrelaterede sygdomme.
- Har indført en kemikalieregulering (REACH), der forpligter producenter og importører af kemiske stoffer at registrere dem. Myndighederne skal overvåge og vurdere stofferne og sikre, de kun bruges i det omfang, de er godkendt til.
- Parlamentet vil kortlægge asbest på arbejdspladser, og medlemsstater skal lave handlingsplaner for at fjerne dem.
- De europæiske socialdemokrater arbejder på at få indført lovgivning, der beskytter lønmodtagere mod at blive udsat for nano-partikler.
- Parlamentet skal til at forhandle et direktiv om særligt farlige stoffer.
Ophavsret
Udgivet <26.05.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.



