Flere fædre fyres og chikaneres, når de vil på barsel
Flere og flere fædre fyres eller chikaneres, når de beder om at få lov til at tage barselsorlov. Uacceptabelt mener HK, der mener, sagerne understreger nødvendigheden af at øremærke en del af barselsorloven til mænd.
At blive holdt uden for det sociale fællesskab, at få tildelt andre og dårligere arbejdsopgaver eller simpelthen at blive fyret sort på hvidt. Det er hvad flere og flere fædre oplever, når de ønsker at tage barselsorlov. Det kan HK’s Juridiske Kompetencecenter fortælle.
- Vi ser flere og flere sager, hvor fædre fyres eller chikaneres i forbindelse med at de vil tage barselsorlov. Antallet af sager er stadig ikke kæmpestort, fordi det jo er ret få fædre, der vælger at tage barselsorlov, men vi ser en klar stigning, fortæller juridisk konsulent Jeannette Hahnemann.
I HK er man meget forarget over tendensen.
- Det er simpelthen uacceptabelt. Det er jo ikke så mærkeligt, at så få fædre tager orlov, hvis de bliver behandlet sådan af arbejdsgiverne, siger Mette Kindberg, næstformand i HK.
Den seneste undersøgelse, HK har lavet på fordelingen af barselsorloven, er fra 2008 og viser, at mænd i gennemsnit tager 32 dages barselsorlov, mens kvinderne i gennemsnit tager 311 dage. Blandt de mænd, der arbejder et sted uden en overenskomst er der i øvrigt hele 32 procent, der slet ikke tager barselsorlov, mens det på arbejdspladser med en overenskomst er 18 procent, der ikke tager orlov.
- Vi kæmper hele tiden for at flere fædre skal tage barselsorlov, fordi det vil give mere ligestilling og være godt for både far, mor og barn. Men vi kan se, det er svært for fædrene, fordi de ofte skal kæmpe med både konen, arbejdsgiveren og arbejdspladsens normer for at få lov til at tage barsel, siger Mette Kindberg og fortsætter:
- At vi ser en stigning i fyrings- og chikanesager understreger derfor endnu engang, at vi har brug for at få øremærket en del af barselsorloven til fædre. Så de har en rettighed, arbejdsgiveren simpelthen ikke kan stille spørgsmålstegn ved, siger hun.
32-årige René Madsen fra Århus er meget enig i, at der bør gøres mere for at sikre fædres rettigheder. For ham havde det nemlig alvorlige konsekvenser, da han gik til sin arbejdsgiver og bad om otte ugers barselsorlov. Hans chef udelukkede ham herefter fra alle sociale arrangementer, og den første dag efter barselsorloven, fik han ændret både arbejdsopgaver og arbejdstider.
- Jeg blev meget chokeret over, at man faktisk bliver straffet for at få børn – eller i hvert fald for at have lyst til at være sammen med dem, fortæller han.
Gå videre til...
Oprettet: 14.05.09, kl. 21.26
Redigeret: 13.12.10, kl. 12.58 af Kirsten Marie Juel Jensen
Læs René Madsens historie: Chikaneret på grund af barsel
Se René Madsen fortælle sin historie i TV Avisen
Andre eksempler på fædre fyret og chikaneret i forbindelse med ønske om barselsorlov:
Mand fyret, dagen efter han blev far
En mand fra Herning-området søgte sidste år et job som salgskonsulent. Til jobsamtalen fortalte han, at hans kone var gravid og skulle føde i juni, og at han derfor ville holde to ugers barsel på dette tidspunkt.
Manden blev ansat, og en søndag i juni kom hans lille datter til verden. Manden forsøgte at kontakte sin direktør flere gange i løbet af dagen for at fortælle, at han nu ville holde barsel. Han endte med at lægge en besked på hans telefonsvarer.
Mandag var der en sms på mandens mobil, hvor hans direktør sagde tillykke med datteren og i øvrigt bad ham møde i Vejle samme dag klokken 14.30. Manden undrede sig og ringede til arbejdsgiveren. Under samtalen blev manden opsagt, fordi han ikke kunne tage til Vejle. Og arbejdsgiveren mødte derefter op på hans bopæl med en skriftlig opsigelse og hentede en pc og en mobiltelefon.
HK Midtvest tog sagen op, da fyringen er i strid med ligebehandlingsloven. Nu har HK’s Juridiske Kompetencecenter stævnet arbejdsgiven, så sagen venter på at komme for retten.
Mand fyret, da han fortalte han skulle være far
En mand fra København havde arbejdet i en del år som photoshopper og layouter i en virksomhed, da han og hans kone i 2006 begyndte i fertilitetsbehandling. Han fortalte sin arbejdsgiver om, at de gik til behandlinger for at få et barn, og at han nok ville være nødt til at bruge noget afspadsering på det en gang imellem. I 2008 blev parret endeligt gravide, og manden fortalte glad sine kollegaer og arbejdsgiveren om det. Kort tid efter blev han dog indkaldt til en møde med sin chef, og her fik han overrakt en opsigelse.
HK’s Juridiske Kompetencecenter har nu taget sagen op og sendt sagen til advokat.
Mand fyret efter at have fået lov til barselsorlov
En mand fra Østjylland, der havde arbejdede fem år som marketingschef i en virksomhed, blev opsagt kort efter at han havde fået barn. Han havde aftalt med sin ledelse, at han skulle holde otte ugers barsel her til efteråret – og han havde endda fået aftalt løn under orlov, selv om ledelsen besværede sig meget over det. Men så besluttede ledelsen sig i stedet for at fyre ham. HK’s Juridiske Kompetencecenter ser nu på sagen.
Ophavsret
Udgivet <14.05.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.


Kommentér artiklen
Læs retningslinier for debat