Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Maj 2009 > HK rykker ud til massefyringer



HK rykker ud til massefyringer

Massefyringer er lig med bekymringer og frustrationer hos medarbejderne, og derfor rykker flere HK-afdelinger ud med det samme for at støtte og vejle dem, der bliver ramt af fyringerne. Og de bliver meget positivt modtaget.

Hjælp til at få kurser og opkvalificering. Råd om karriereskift. Og støtte til at forhandle fratrædelsesvilkår på plads. Det er nogle af de ting, HK rykker ud for at tilbyde medarbejderne på de virksomheder, hvor der er varslet massefyringer.

Flere HK-afdelinger har nemlig iværksat deciderede kriseberedskaber og har haft succes med det. Heriblandt HK Østjylland.

Så snart afdelingen hører om en virksomhed, hvor der varsles massefyringer, står den klar. Og massefyringer har der været mange af i området i det seneste år. Netop nu er det medarbejderne på blandt andet Arla og Vestas, det går ud over.

- Vi tager ud og holder informationsmøder for vores medlemmer på virksomhederne og giver dem vejledning om job og uddannelse og hvordan de skal forholde sig for at komme videre, fortæller John Gram, faglig konsulent i HK Privat Østjylland og fortsætter:

- Vi tilbyder også, at vi kan sidde med i forhandlingsudvalget i virksomheden på medarbejdernes vegne. Her kan vi for eksempel være med til at få lavet efteruddannelsesordninger og aftaler om ferie, der gælder for alle, og fastholdelsesbonusser, så man sikrer medarbejderne en bonus, hvis de bliver til sidste arbejdsdag.

John Gram forklarer, at HK Østjylland også arrangerer jobsøgningskurser og formidler kontakt til tekniske skoler og handelsskoler, der kan stå for kurser og opkvalificering, og så kan de ofte forhandle på plads, at det er arbejdsgiverne, der betaler for det.

At medarbejderne er glade for at se deres fagforening ude på arbejdspladsen i en krisesituation, er John Gram ikke i tvivl om.

- Stemningen er jo trykket, når vi kommer ud. Mange tænker ”hvad nu?” og er nervøse og bekymrede. Folk er derfor meget positive over at se os, fordi vi er der med det samme og reagerer med det samme. Vi kan jo ikke give dem deres gamle job tilbage, men vi kan sikre, at de kommer videre, siger han.

Af Kirsten Marie Juel Jensen

Oprettet: 05.05.09, kl. 13.47

Redigeret: 05.05.09, kl. 13.57 af Kirsten Marie Juel Jensen

Har du brug for at komme i kontakt med din lokale afdeling i forbindelse med fyringsrunder:

Så klik her

Læs også:

Tema: Krisen i fokus


Ophavsret

Udgivet <05.05.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.