HK til politikerne: Stå ved jeres løfter og opret skolepraktik
Karin Bancsi, næstformand i HK er dybt skuffet over, at det nu ser ud til, politikerne vil trække det i langdrag at oprette skolepraktik.
HK mener, politikerne er ved at løbe fra deres løfter om at genindføre skolepraktik. Da praktiksituationen blev diskuteret til en høring på Christiansborg for tre uger siden, gav både undervisningsministeren og alle uddannelsesordførere udtryk for, at det var nødvendigt at få genindført skolepraktik i en finanskrise, hvor det er umuligt at skaffe praktikpladser nok til de unge.
Men på LO’s hovedbestyrelsesmøde i dag, blev det oplyst, at forhandlingerne trækker ud.
- Jeg er dybt skuffet over, at politikerne nu trækker beslutningen om skolepraktik i langdrag. Var der nogen, der kunne forestille sig, at det kunne tage et helt forår at beslutte sig, hvis det handlede om, om 200 gymnasieklasser kunne færdiggøre deres uddannelse, siger Karin Bancsi.
Hun mener, det er meget vigtigt, at der bliver genindført skolepraktik for fuld uddannelse på alle områder så hurtigt som muligt. Og hun er derfor meget skuffet over, at det lader til, politikerne er ved at løbe fra deres løfter.
- Det her handler om mennesker af kød og blod. Nemlig de unge mennesker, som samfundet skal have gavn af på arbejdsmarkedet de næste 30 år. Så vi må sige til politikerne: Stå ved jeres ord og få oprettet den skolepraktik, siger hun.
Oprettet: 15.05.09, kl. 14.35
Redigeret: 20.05.09, kl. 14.14 af Kirsten Marie Juel Jensen
Ophavsret
Udgivet <15.05.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
