Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Maj 2009 > HK vil gå benhårdt efter ligeløn



HK vil gå benhårdt efter ligeløn

Ligeløn bliver et varmt emne til overenskomst- forhandlingerne næste år. HK vil sammen med de andre LO-forbund arbejde hårdt for, at kvinder kan indhente mændene i lønningsløbet.

Kvinder tjener stadig meget mindre end mænd. De seneste opgørelser fra HK’s lønstatistik for medlemmerne viser, at der stadig er en lønforskel på cirka 15 %. Men det vil HK ikke længere finde sig i. Sammen med de andre LO-forbund har man nu vedtaget en ligelønsstrategi, som de vil holde fast i til overenskomstforhandlingerne i 2010.
- Vi har tænkt os at følge den her strategi ganske meget, siger Kim Simonsen, forbundsformand i HK.

LO-forbundene vil blandt andet lægge op til, at barns første sygedag finansieres gennem en fond, så det ikke er dyrest at have kvinder ansat. Der skal sikres fuld pensionsdækning under hele barselsorloven, og så vil man også gerne lave deciderede ligelønspuljer eller udligningspuljer, som man har haft succes med i Sverige og også overvejer i Norge.

- Når vi taler om udligningspuljer, har de været et effektfuldt værktøj til at løse en del af ligelønsproblemet i Sverige. Man kan ikke bare overføre modellen til det danske arbejdsmarked, men HK er tilhænger af, at vi skeler til Sverige, siger Kim Simonsen.

Kravene der skal sikre ligeløn bliver dog nok ikke så lette at få igennem. Det vurderer arbejdsmarkedsforsker og professor på Københavns Universitet, Jørgen Steen Madsen.

- En udligning af udgifterne til omsorgsdage og mere øremærket barsel til mænd ligger i fin forlængelse af tidligere overenskomstforhandlinger, mens en ligelønspulje vil være mere kontroversiel, siger han til Berlingske Tidende.

Af Kirsten Marie Juel Jensen

Oprettet: 20.05.09, kl. 09.41

Redigeret: 20.05.09, kl. 09.54 af Kirsten Marie Juel Jensen


Ophavsret

Udgivet <20.05.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.