Hvem bestemmer hvad i EU?
EU består af fire hovedinstitutioner: Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet, Ministerrådet og EF-domstolen. Læs her, hvem der bestemmer hvad:
Europa-Kommissionen er en af de vigtigste institutioner i EU. Den har hovedsæde i Bruxelles.
- Den består af en politisk ledelse med 27 kommissærer – en fra hvert medlemsland - med ansvar for hver sit politikområde. Kommissærerne bliver udpeget for en periode på fem år af medlemslandenes regeringer efter godkendelse af Europa-Parlamentet.
- Kommissionen har som hovedregel eneretten til at fremlægge lovforslag i EU. Herefter er det oftest Rådet gerne i samarbejde med Europa-Parlamentet, der vedtager lovene.
- Kommissionen har det overordnede ansvar for forvaltningen af EU’s budget og skal holde øje med, at medlemslandene overholder EU’s regler. I tilfælde af at medlemslandene ikke overholder reglerne, kan Kommissionen rejse sag mod dem ved EF-Domstolen.
Europa-Parlamentet består af politikere fra alle medlemslandene – i alt 736 medlemmer og arbejder i både Strasbourg og Luxembourg .
- Hvert medlemsland vælger sine repræsentanter ved direkte valg, der finder sted hvert femte år. Danmark har 13 repræsentanter i det.
- Europa-Parlamentet er medlovgiver sammen med Ministerrådet, når man benytter den fælles beslutningsprocedure til EU-lovgivning. Det vil sige, at Parlamentet og Rådet skal være enige om et forslag, Kommissionen er kommet med, før det kan vedtages.
- Desuden er det Europa-Parlamentet i samarbejde med Rådet, der vedtager EU’s budgetter inden et regnskabsår. Kommissionen.
Ministerrådet er den centrale lovgivende institution i EU, dog med Europa-Parlamentet som medlovgiver på flere områder.
- Ministerrådet holder til i Bruxelles og Luxembourg.
- Når man siger, at medlemslandenes ministre mødes i Rådet, betyder det ikke, at alle ministrene mødes på én gang.
- Hvis emnet omhandler miljø, stiller landene med miljøministeren, og hvis emnet er landbrug, stiller landene med landbrugsministeren og så fremdeles.
EF-Domstolen er den øverste dømmende myndighed i EU og ligger i Luxembourg.
- Den består af 27 dommere – en fra hvert medlemsland. Domstolens primære opgave er at dømme i sager, der vedrører EF-traktaten. Det vil sige i de overstatslige sammenhænge, hvor EU kan lave regler, der har direkte virkning i medlemslandene.
- Det er specielt ved EU-samarbejdet, at der er institutioner, som kan udstede regler, der direkte forpligter medlemstaterne og disses borgere. EU har derfor oprettet en domstol, som kan dømme i sager, der vedrører medlemslandenes forpligtelser i henhold til EU-retten.
Kilde: www.eu-oplysningen.dk
Oprettet: 26.05.09, kl. 13.04
Redigeret: 26.05.09, kl. 14.38 af Kirsten Marie Juel Jensen
Ophavsret
Udgivet <26.05.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
