Oppositionen vil hjælpe fædre på barsel
Ligestillings- ordførerne i alle partier er enige om, at det er totalt uacceptabelt, at mænd chikaneres og fyres, fordi de tager barselsorlov. Men kun oppositionen er parat til at gøre noget ved det.
Uacceptabelt. Urimeligt. Utroligt. Det er de ord, der kommer ud af alle partiers ligestillingsordførere, når de bliver bedt om en reaktion på, at fædre chikaneres, mobbes eller fyres, når de vælger at tage barselsorlov. Men når det kommer til at gøre noget ved problemet, er det kun i oppositionen, man er klar til at handle. Nemlig ved at øremærke en del af barselsorloven til mænd, som HK har foreslået.
- Det er helt uacceptabelt og i øvrigt også ulovligt at chikanere fædre på grund af barselsorlov. Det er vigtigt, at vi får en oversigt over, hvor mange sager, det drejer sig om. Jeg er varm tilhænger af at øremærke barsel til fædre. Det er jeg af mange årsager, men man kan også håbe på, det vil ændre holdningerne generelt til at fædre tager barsel, siger Lone Dybkjær, ligestillingsordfører for De Radikale.
Ministeren i samråd
Også Socialdemokraterne og SF går ind for at øremærke en del af barselsorloven til mænd. Det har man haft succes med på Island. Her tager næsten alle mænd den barselsorlov, de har ret til. Og det har givet en meget bredere accept af, at mænd tager barsel. Fordi det er blevet så almindeligt.
- Jeg synes det er et kæmpe problem, at der er flere mænd, der bliver fyret, fordi de tager barsel. Derfor mener jeg, at vi må gå ind i de sager, hvor det viser sig, at der er problemer. Men først vil jeg finde ud af hvor stort problemet er, og så vil jeg helt klart indkalde ministeren i samråd og bede om en forklaring, siger Socialdemokraternes ligestillingsordfører Julie Rademacher.
Regering og DF stritter imod
Regeringen og dens støtteparti Dansk Folkeparti har hidtil ikke været tilhængere af at øremærke en del af barselsorloven til mænd. Og at mænd chikaneres og fyres på grund af barsel, får dem ikke til at ændre holdning.
- Vi må fra Folketingets side tage fat i arbejdsgiverne og forklare dem, at det går bare ikke. Vi skal også have en snak med beskæftigelsesministeren om det. Men det er ikke barselsorloven, der bør laves om på. Øremærkning vil ikke hjælpe på arbejdsgivernes holdning, siger Bent Bøgsted, arbejdsmarkedsordfører i Dansk Folkeparti.
Helle Sjelle, ligestillingsordfører for De Konservative mener også, der er brug for en klar holdningsændring blandt arbejdsgiverne. Men øremærkning af barselsorlov til mænd går hun heller ikke ind for.
- Jeg foretrækker, at familier selv vælger, hvordan de strukturerer barselsorloven. Men fædre skal have lov til at tage den barsel, de vil. Debatten skal tages i familierne, på arbejdspladserne og i samfundet. Jeg tager selv løbende den slags debatter og siger, at virksomhederne har et ansvar her og de må til at tage sig sammen, siger hun.
Oprettet: 19.05.09, kl. 13.31
Redigeret: 13.12.10, kl. 12.57 af Kirsten Marie Juel Jensen
Læs også:
Flere fædre fyres og chikaneres, når de vil på barsel
René chikaneret, fordi han ville tage barselsorlov
Sådan bliver overgangen mellem barsel og arbejde
HK’s holdning:
Øremærkning nødvendig løsning
Næstformand i HK, Mette Kindberg forstår ikke, at regeringen og Dansk Folkeparti ikke er parate til at skifte hest i forhold til øremærkning.
- En løsning må og skal indeholde en øremærkning af en del af barselsorloven til fædrene. For det første slipper mændene for at skulle forhandle med både koner og arbejdsgivere om hvor lang barselsorlov, de må tage. For det andet vil en tydeligere fokus på mænds ret til barselsorlov få arbejdsgiverne til at indse, at det hverken nytter at chikanere eller fyre deres ansatte, når de skal på barselsorlov, siger hun, siger hun.
Ophavsret
Udgivet <19.05.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.


Kommentér artiklen
Læs retningslinier for debat