Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Maj 2009 > Sådan bliver overgang mellem arbejde og barsel nemmere



Sådan bliver overgang mellem arbejde og barsel nemmere

Både mænd og kvinder løber ofte ind i modstand på arbejdspladsen, når de skal holde barselsorlov. Men der er mange ting, man selv, kollegaerne og arbejdsgiveren kan gøre for at lette overgangen mellem arbejde og barsel. Tjek HK’s gode råd her.

Sure miner eller ligefrem chikane og fyringer er nogle af de reaktioner, både mænd og kvinder oplever, når de skal på barselsorlov. Det oplever HK, hvor man fører mange af den slags sager for medlemmerne. Men der er faktisk meget, man selv og kollegaer og arbejdsgiver kan gøre for at sikre, at den, der skal på barselsorlov kan gøre det med glæde og god samvittighed – og uden at det skaber ekstra pres eller problemer for de øvrige medarbejdere.

- En god kultur på arbejdspladsen omkring barsel kommer ikke af sig selv. Som ledelse bør man tage et ansvar for, at der bliver skabt en god stemning omkring det, og at man finder løsninger, der gør, at ingen føler sig presset eller bekymret i en kollegas fravær. Og som medarbejder er det vigtigt at man taler åbent om sin barsel og sammen med kollegaer og arbejdsgiver laver en plan for forløbet, siger Mette Kindberg, næstformand i HK.

HK har her samlet nogle gode råd, som du bør have i baghovedet, hvis du selv eller en kollega skal på barselsorlov.

Hvad kan du selv gøre?

  • Informer i god tid om, at du går på barsel, og hvornår du vender tilbage.
  • Hjælp den kollega, som skal overtage dine opgaver, til at kunne løse opgaverne i dit fravær. Gør det i god tid, så kollegaen får mu­lighed for at prøve kræfter med opgaven, inden du går fra. Hvis du bliver afløst af en vikar, bør du arbejde for, at du får mulighed for at møde ham/hende og orientere om op­gaverne, inden du går fra.
  • Hvis dine opgaver ikke bliver overtaget, er det vigtigt at du på forhånd orienterer om henvendelser, sager m.v., som du på forhånd ved vil komme, og som kan give problemer, hvis der ikke bliver taget hånd om dem.
  • Ryd op i dine sager, så der ikke ligger opgaver, der for længst skulle være løst, og som så bare bliver et problem for en af kollegaerne.
  • Sæt din indbakke op, så mails fra dine kollegaer og eksterne samarbejdspartnere ikke bliver liggende i din mailboks.
  • Overvej, hvilken kontakt du ønsker til din arbejdsplads, mens du er væk. Det er dig, der skal sætte grænserne for, hvor stor kontakten skal være i løbet af barselsperioden. Tag kontakt til arbejdspladsen i god tid, inden du skal starte igen. Det giver din chef og dine kollegaer mulighed for at begynde at overveje, hvilke opgaver du vender tilbage til.

Hvad kan kollegaerne gøre?

  • Sig ”tillykke”, og glæd dig på din kollegas vegne.
  • Tilbyd din kollega, at I kan indgå et teamsamarbejde om nogle af de opgaver, som hun gerne vil påtage sig, men ikke kan færdiggøre.
  • Sæt tid af, inden din kollega går fra, så både du og din kollega er tryg ved, at du overtager hans/hendes opgaver under barselen.
  • Tilbagevenden til det hektiske arbejdsliv kan også være en stor omvæltning. Giv din kollega tid og plads til at komme af sted på og tilbage fra barselen
  • Tænk dig om med hensyn til, hvilke informationer der gives videre til din kollega på barsel. Mange på orlov er bange for, at deres job eller deres jobindhold ændres, mens de er væk.
  • Indbyd din kollega til at deltage i forskellige sociale arrangementer i løbet af barselsorloven, men respekter, at han/hun har ret til takke nej.

Hvad kan arbejdsgiveren gøre?

  • Sig ”tillykke”, og glæd dig på din medarbejders vegne. Sig, at du til den tid glæder dig til at få medarbejderen tilbage på holdet.
  • Fortæl medarbejderen, hvordan du har tænk dig at løse bemanding i hans/hendes fra­vær. Tag medarbejderen med på råd.
  • Opret team eller andre samarbejdsformer, som kan gøre det let for medarbejderne at afløse hinanden eller lappe over. Sørg for, at arbejdsgange og arbejdsfunktioner er godt beskrevet, så medarbejderne let kan afløse hinanden.
  • Giv tid og plads til, at medarbejderen kan slippe godt fra arbejdspladsen og til sin tid vende tilbage med en rimelig arbejdsmængde.
  • Hvis medarbejderen ikke kontakter dig, så send et brev til ham/hende, i god tid og gerne 3-4 uger inden han/hun kommer tilbage, så du kan fornemme, hvordan han/hun har det, om der skal tages særlige hensyn, og forbered ham/hende så småt på de opgaver, der er.
  • Lad medarbejderen bestemme, i hvilket omfang han/hun vil have kontakt til arbejdsplad­sen i barselsperioden. Med mindre andet er aftalt, bør medarbejderen kun kontaktes, hvis det er aldeles påkrævet.
  • Støt op om de medarbejdere, der er parate til at dække ind for kollegaer, der er på barsel. Afsæt – i dialog med de tilbageværende kollegaer – om nødvendigt ekstra ressourcer til vikardækning, så en medarbejders barsel ikke skal betyde, at de tilbageværende medarbejdere skal løbe endnu hurtigere.

Af Kirsten Marie Juel Jensen

Oprettet: 06.05.09, kl. 12.09

Redigeret: 06.05.09, kl. 12.37 af Kirsten Marie Juel Jensen


Ophavsret

Udgivet <06.05.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.