Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Maj 2010 > Mobbehotline kimes ned



Mobbehotline kimes ned

Arbejdstilsynets nye hotline for mobningsramte har ført til en firdobling i antallet af henvendelser om mobning. – Godt, siger HK, men hvad så bagefter?

Telefonerne i Arbejdstilsynets nye mobbehotline er rødglødende. For at komme mobningen på de danske arbejdspladser til livs har beskæftigelsesminister Inger Støjberg lavet en mobbeplan, der skal hjælpe de mobningsramte. Et af planens tiltag går ud på, at man hos Arbejdstilsynet har oprettet en hotline, som hurtigt og effektivt skal vejlede mennesker, der føler sig mobbede. Hotlinen åbnede den 22. april, og allerede nu kan Arbejdstilsynet registrere en stor interesse.

- Det er gået rigtig godt med den nye hotline. Efter den åbnede, har vi haft fire gange så mange opkald om mobning, siger chefkonsulent og psykolog i Arbejdstilsynets kontor for vidensgrundlag Tom Hansen.

Han skynder sig dog at understrege, at ikke alle opkald til hotlinen kommer fra mobningsramte. Også vidner til mobning, familiemedlemmer til mobningsramte og chefer i virksomheder, der vil vide, hvordan man undgår mobning, bruger linjen.

- Vi har gjort meget for at gøre den nye hotline så synlig som muligt, for vi ved, at der er en hel del mennesker, der oplever mobning på arbejdspladsen. Hotlinen skal virke som en ventil for de mennesker, for vi ved de ofte går rundt med problemet eller uafklarede spørgsmål uden at få vendt det med andre, siger Tom Hansen.

På Arbejdstilsynets hjemmeside gør de dog opmærksom på, at man ikke kan tilbyde at være part i sagen, tilbyde mægling eller anden konkret bistand i virksomheden. Desuden kan de heller ikke tilbyde behandling af mobningsramte. Og manglen på opfølgning, mener HK’s næstformand Mette Kindberg, er dybt problematisk.

- Selvfølgelig er jeg glad for, at hotlinen er en succes, for det betyder, at mobningsramte får hjælp. Derudover synliggør den et stort problem på det danske arbejdsmarked. Men jeg så meget gerne, at man tog mere hånd om de mennesker, der ringer ind. Som det er nu, følger man ikke op på deres sag. Det virker som en halvhjertet løsning for mig, siger hun.

Af Henrik Wanscher

Kommentér artiklen

Oprettet: 27.05.10, kl. 10.05

Redigeret: 27.05.10, kl. 18.31 af Henrik Wanscher

Kontakt mobbehotlinen

Hvis du bliver mobbet, er pårørende til en mobbet eller vidne til mobning på arbejdspladsen, og mangler nogen at tale med om det, har du nu muligheden for at ringe til en særlig hotline hos Arbejdstilsynet. Her kommer du til at tale med en medarbejder, der er uddannet i at besvare spørgsmål om mobning. Helt anonymt kan du få rådgivning om, hvordan man håndterer en konkret situation med mobning. Og du kan få hjælp til at klage over mobning på arbejdspladsen, hvis det er det, du har brug for.

Sådan gør du:

Ring til hotline: 70 12 12 88. Tast 4 for hotlinen.
Telefonen er åben: Mandag til torsdag kl. 8-16 og fredag kl. 8-15.


Ophavsret

Udgivet <27.05.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.