Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Maj 2011 > Folk med nedsat arbejdsevne ender i økonomisk hul



Folk med nedsat arbejdsevne ender i økonomisk hul

For rask til et fleksjob og ledighedsydelse, men for syg til at klare et fuldtidsjob og ret til dagpenge ved ledighed. Det er virkeligheden for dem, som kun kan holde til at arbejde 20-30 timer om ugen.

Fremtiden ser økonomisk sort ud for mennesker, som – på grund af sygdom eller en trafikulykke - har en varigt nedsat arbejdsevne, så de kan arbejde mellem 20-30 timer om ugen. Særligt ved ledighed, hvor de fleste ender helt uden indkomst.

Ifølge fleksjobreglerne, skal man have en ”varig og væsentlig begrænsning i arbejdsevnen” for at få et fleksjob, som er et job på særlige vilkår med fuld løn. Din arbejdsgiver kan få halvdelen eller to tredjedele af din løn i tilskud fra kommunen.

Jobcentrene fortolker derfor oftest den væsentlige nedsættelse af arbejdsevnen til at skulle være mindst 50 procent – så man maksimalt kan arbejde cirka 20 timer om ugen - før de vil bevillige et fleksjob. Hvis man har en nedsat arbejdsevne, så man ikke kan arbejde på fuld tid, men mere end halv tid, ender man helt uden for systemet ved ledighed.

Kun folk bevilliget til fleksjob kan få ledighedsydelse og for at få dagpenge, skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet mindst 30 timer om ugen. Ledige, som kan arbejde mellem 20-30 timer, ender derfor mellem de to systemer. De må klare sig på kontanthjælp eller ingenting, hvis de er gift eller ejer noget af værdi.

Det er en alt for stram fortolkning af reglerne, som har store konsekvenser, siger HK’s næstformand Mette Kindberg.

- Der står ingen steder, at en væsentlig nedsættelse af arbejdsevnen er lig med mindst 50 procent. Det er en alt for skrap fortolkning af loven, som gør, at en stor gruppe mennesker ender i et økonomisk hul.

Problemet ser de i flere af HK’s lokale afdelinger.

- Vi ser løbende de her sager, hvor folk, der har fået varige begrænsninger i arbejdsevnen, som følge af sygdom eller ulykke, ikke kan få fleksjob, fordi de kan arbejde mere end halv tid. Langt de fleste er ledige, da de kommer fra sygedagpenge. Når de ophører, så står de helt uden indkomst, da de hverken kan få fleksjob eller dagpenge. Nogle Kommunerne nøjes med at se på det timetal, personen kan arbejde, og glemmer, at det er funktionsniveauet, man skal kigge på. Selvom en person kan arbejde 22 timer, svarer det måske kun til 17 timer, fordi de skal have mange pauser eller arbejder langsommere. De er derved berettiget til fleksjob. Dem, der reelt kan arbejde mere end det der svarer til 18,5 time, falder helt igennem systemet, så der er fleksjobreglerne for stramme, siger socialfaglig rådgiver i HK/Sydjylland, Malene Brorsen.

- Vi har flere medlemmer, som lander mellem to stole, når de bliver ledige. De er hverken berettiget til dagpenge eller ledighedsydelse. De ender derfor på kontakthjælp eller bliver selvforsørgende, som kommunen kalder det. Det betyder egentlig bare held og lykke frem over med venlig hilsen Lars Løkke, siger Anders Jensen, konsulent i Socialteamet i HK/Nordjylland.

1/3 i tilskud ville hjælpe mange
Mennesker i den kategori skal derfor håbe på, at de kan få et deltidsjob på ordinære vilkår. Men for mange er det svært at leve for den deltidsløn, som de har udsigt til i resten af deres på arbejdsmarkedet.

Fortolkningen af fleksjoblovgivningen er en katastrofe for mange mennesker, mener Mette Kindberg. Hun mener, at 1/3 tilskud til virksomheder kan gøre en forskel.

- Det er helt absurd, at syge mennesker bliver parkeret uden indkomst og uden udsigt til hjælp. Det bør være sådan, at hvis du har en varigt nedsat arbejdsevne – også på mindre end 50 procent - så skal du kunne få et fleksjob. Det ville være et stort skridt på vejen, hvis man genindførte en tredjedel i tilskud til virksomhederne. Det ville betyde flere fleksjob og samle mange af de mennesker op, som lige nu falder uden for systemet.

Af Pernille Urth

Kommentér artiklen

Hvornår er der nogen, der for alvor griber ind overfor alle de ulovligheder og krænkelser, der finder sted ude i kommunerne. Helsingør Dommen fortæller utvetydigt, at disse "to stole" ikke eksister...

- Vi har flere medlemmer, som lander mellem to stole, når de bliver ledige. De er hverken berettiget til dagpenge eller ledighedsydelse. De ender derfor på kontakthjælp eller bliver selvfors...

Ingenting Kontanthjælp Flexjob til 200.000 kr Flexjob til 1,5 mio kr ......Jeg synes, at sygdom skal behandles ens. Skam få de politikere, som har lavet det sådan at man skal kende borgmesteren...

Der skal konkret handling bag ordene, hvis det skal gøre en forskel. Ja, det er problematisk at blive langtidssyg eller endnu værre, at blive så syg så man ikke kan komme tilbage på arbejdsmarke...

Oprettet: 09.05.11, kl. 14.38

Redigeret: 09.05.11, kl. 14.38 af Niels Møller Madsen

Fakta


Hvad er ledighedsydelse?

Ledighedsydelse er understøttelse ved ledighed til folk, der er visiteret til et fleksjob. Udgør 91 procent og 82 procent af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb.

Læs mere om ledighedsydelse hos Arbejdsmarkedsstyrelsen


TIP OS

Har du problemer med, at du ikke kan få tilkendt fleksjob, men ikke er rask nok til at arbejde mindst 30 timer om ugen og kan derfor ikke få dagpenge? Så skriv til os på 44kjj@hk.dk


Ophavsret

Udgivet <09.05.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.