Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Maj 2011 > Hotline udløser eksplosion af klager over mobning



Hotline udløser eksplosion af klager over mobning

Arbejdstilsynets mobbe-hotline har fået hul på bylden. Siden telefonlinjens åbning har tilsynet modtaget næsten 10 gange så mange klager som tidligere.

Det er tonen. Det er det, der ikke bliver sagt – i hvert fald ikke direkte. Det er blikket eller negligeringen. Det er det, der føles ubehageligt, men som sikkert bare er ens egen skyld eller bare en dårlig dag. Men er det ens egen skyld, hvis det sker gentagne gange og måske nærmest systematisk? Og kan det bare være en dårlig dag, hvis der er så mange af dem, at der nærmest er tale om en dårlig uge eller måned? Er det mobning?

Det er de store spørgsmål, som i forskellige afskygninger bliver stillet og besvaret på Arbejdstilsynets hotline for mobning. Telefonlinjen åbnede i april sidste år og blev et sted, hvor der bliver sat ord på alt det, der på jobbet bliver sagt lidt for højt, lidt for hårdt, mellem linjerne eller slet ikke nævnt.

I dag næsten et år senere er der gennemsnitligt 20 opkald om ugen.

Ekstremt vigtigt at lytte
- Folk ringer og fortæller om den situation, de står i. De har brug for at få talt med nogen og fortælle deres historie. Det er ekstremt vigtigt, at der bliver lyttet til dem. Det er mennesker, som har behov for at blive be- eller afkræftet i, om de er udsat for mobning, fortæller Tom Hansen, chefkonsulent og psykolog i Arbejdstilsynet.

Der er tale om timelange samtaler, da mobning sjældent er noget, der lige kan klares på ti minutter eller et kvarter. At der er noget om snakken, vidner det stigende antal klager over mobning om.

- Vi har oplevet en meget markant stigning i antallet af klager om mobning. Før fik vi måske en til tre klager om måneden, men i perioden fra vores hotline åbnede og til januar har vi modtaget 200 klager, siger Tom Hansen.

Han er ikke i tvivl om, at hotlinen dækker et behov for mange, som ikke ved, hvad de ellers skulle stille op i deres situation.

- Vi kan hjælpe de mennesker, der bliver udsat for noget, så de kan gå fra samtalen med følelse af at kunne gøre noget ved deres situation. Vores råd kan handle om, at de skal tale med arbejdsmiljørepræsentanten på arbejdspladsen, hvis de ikke har gjort det, eller at de skal gå til lægen med fysiske symptomer. Det at blive revet ud af handlingslammelsen betyder rigtig meget for mange mennesker, siger chefkonsulenten.

Mobning bunder i dårligt psykisk arbejdsmiljø
Når der mobbes på arbejdspladsen bunder det ofte i et dårligt psykisk arbejdsmiljø. Der kan være uklare forhold og rammer for, hvem der skal gøre hvad. Det kan føre til konflikter, hvor nogle medarbejdere får opgaver, de ikke skulle have haft, eller nogle medarbejdere får ikke opgaver, de skulle have haft, og nogle bliver bare holdt helt uden for. Hvis ikke konflikterne løses på en konstruktiv måde, er der risiko for, at konflikterne udvikler sig til mobning.

Det er ikke kun ofre for eller vidner til mobning, der bruger hotlinen. Arbejdstilsynet oplever også en stigning i antallet af virksomheder, der ringer for at få gode råd om og vejledning i, hvordan de kan håndtere mobning.

Af Rani Bech

Kommentér artiklen

Gå videre til...

Konference om mobning

Siden mobbe-hotlinen blev oprettet for godt et år siden, har der været mere end 750 opkald til hotlinen og ikke en dag uden nye henvendelser.

- Det er rigtig godt, at der er så mange, der benytter sig af Arbejdstilsynets mobbe-hotline. Det viser, at der er et stort behov for at yde mere og bedre hjælp til mobbeofre og virksomheder. Men tallene er også nedslående, for de viser samtidig, at mobning på arbejdspladserne er et stort problem, siger beskæftigelsesminister Inger Støjberg.

Mobbe-hotlinen blev oprettet som et af i alt fem initiativer, som beskæftigelsesministeren tog i 2010 for at komme mobning på danske arbejdspladser til livs. Et andet af initiativerne er en konference om mobning, som hun afholder i denne uge - torsdag den 5. maj.

På konferencen vil virksomheder som Danfoss, Rynkeby og Bispebjerg Hospital præsentere deres initiativer og erfaringer med at undgå mobning.

Oprettet: 05.05.11, kl. 12.35

Redigeret: 06.05.11, kl. 11.25 af Kirsten Marie Juel Jensen

Læs mere


Er du udsat for eller vidne til mobning?

Ring på telefon 70 12 12 88. Tast 4 for hotlinen.
Telefonen er åben: Mandag til torsdag kl. 8-16, fredag kl. 8-15.

Her kan du læse mere om mobning, hotlinen og klagemuligheder:

Klik her

Her kan du klage:

Klik her


Tjek også:

HK's hjemmeside om voksenmobning:

www.voksenmobning.dk

Og find flere gode værkktøjer til bekæmpelse af voksenmobning her:

På BAR Kontors hjemmeside:

Forebyg mobning - klik her


Ophavsret

Udgivet <05.05.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.