Ledige og efterlønnere får det nemmere
Hvis du bliver ledig eller skal på efterløn, skal du ikke længere finde et års lønsedler frem. A-kassen kan nu beregne din dagpenge- eller efterlønssats ved hjælp af e-indkomstregistret.
Nu skal du ikke længere til at finde en stak fedtede lønsedler frem fra gemmerne, hvis du bliver ledig og skal have udbetalt dagpenge, eller hvis du skal på efterløn. Det er nemlig blevet meget nemmere for dig at få beregnet, hvad du skal have i dagpenge eller efterløn. HK’s A-kasse er nemlig fra 1. maj i år for alvor begyndt at bruge det nye e-indkomstregister.
Tidligere har a-kassen – for at følge loven – krævet, at ledige skulle fremvise lønsedler fra deres sidste 1.924 arbejdstimer, hvilket næsten er lønsedler fra et helt år. Det har været lidt besværligt for mange. Men nu kan HK’s A-kasse (og alle andre a-kasser i øvrigt) selv gå ind og finde alle indkomstoplysninger på det nye e-indkomstregister, som alle arbejdsgivere nu forpligtet til at oplyse til.
E-indkomstregisteret kan i øvrigt også bruges, når a-kassen skal udstede efterlønsbevis og beregne din efterlønssats.
Der er kun enkelte tilfælde, hvor a-kassen alligevel kan være nødt til at bede dig om eksempler på lønsedler. Det kan være, når a-kassen skal beregne skattefripræmie for personer, der har arbejdet fuldtid fra de var 60 år, til 65 år, og som fylder 65 år i 2011 og 2012.
Oprettet: 10.05.11, kl. 13.37
Redigeret: 10.05.11, kl. 13.48 af Kirsten Marie Juel Jensen
Værd at vide
om e-indkomstregistret:
- Hvis du har glemt at registrere timer på dit dagpengekort, vil HK’s A-kasse kunne advare dig hurtigere, end den kan i dag. For en gang i kvartalet modtager de automatisk en liste over medlemmer, der både har fået udbetalt løn og en ydelse fra a-kassen.
- Det vil fremgå i din skattemappe, hver gang, a-kassen har indhentet oplysninger på dig fra e-indkomstregisteret.
- HK’s A-kasse har kun adgang til HK medlemmers oplysninger, og bruger kun informationer, der er nødvendige.
- Hvis du er selvstændig eller arbejder for din ægtefælle gælder der andre regler. Så vil du fortsat skulle indlevere lønsedler m.v., når a-kassen skal beregne dagpenge og efterløn.
Ophavsret
Udgivet <10.05.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

Kommentér artiklen
Læs retningslinier for debat