Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Maj 2011 > Regering nægter forbedringer til fædre i barselslovgivning



Regering nægter forbedringer til fædre i barselslovgivning

Regeringen og oppositionen skændes indædt om barselslovgivningen. Det understregede et samråd i dag. HK undrer sig over, at regeringen står så stejlt på at nægte at hjælpe fædre til mere barsel ved hjælp af lovgivningen.

”Vi vil gerne have, at mænd tager noget mere barsel, men det skal ske frivilligt. Det med tvang ligger os meget fjernt.” Det sagde beskæftigelsesminister Inger Støjberg i dag på et samråd om, hvordan man sikrer lige muligheder for barsel til mænd og kvinder, som hun og ligestillingsminister Lykke Friis var indkaldt til af Arbejdsmarkedsudvalget.
Bølgerne i diskussionen om barsel gik meget højt under en stor del af samrådet. Regeringen og oppositionens holdninger blev trukket skarpt op: Regeringen vil ikke være med til at reservere en del af barselsorloven til mænd. Oppositionen mener, det er den eneste måde at sikre, at mænd får bedre muligheder for at tage barsel.

Mænd bruger de rettigheder, de får
Julie Rademacher fra Socialdemokraterne og Eigil Andersen fra SF forsøgte at få Inger Støjberg og Lykke Friis til at forholde sig til, at man i andre skandinaviske lande har haft succes med at indføre øremærkning af barsel til fædre. Her tager fædre langt mere barsel end i Danmark – netop fordi de har fået rettigheden til det, og det benytter de sig af.
- Da man herhjemme indførte 14 dages barsel til mænd, så var der en del latterliggørelse af det på arbejdspladserne, men nu er det helt almindeligt, at mænd tager de 14 dage. Det skyldes, at man gjorde det til en rettighed, som ville falde væk, hvis man ikke brugte den, sagde Eigil Andersen og fortsatte:
- Hvis man på samme måde øremærkede en længere periode til mænd, så den ville falde væk, hvis de ikke brugte den, så vil man styrke den holdningsændring, vi har brug for. Så vil mændene i højere grad turde tage barsel. Det vil være en bølgebryder i forhold til ligestilling, sagde han.

Friis og Støjberg: Vi ønsker ingen tvang
Disse argumenter bed dog ikke på de to ministre.
De anerkendte, at det er uacceptabelt og ulovligt at fyre eller diskriminere mænd, fordi de gerne vil tage barsel. Og at de godt kan se, kvinder kan sakke bagud på løn og karriere ved at tage så stor del af barselsorloven, som de gør i dag. Men de vil ikke gribe ind.
- Man kan tvinge folk til hvad som helst, og så kan man få dem til at rette ind. Men det er da barskt at sige, at hvis man ikke danser efter jeres pibe, så frafalder en del af barselsorloven. Det er en helt gammeldags og forfejlet tankegang, som jeg er arg modstander af, sagde Inger Støjberg.
Og Lykke Friis bakkede op:
- Når regeringen ikke vil lovgive om øremærkning af barsel, er det ikke ensbetydende med, at vi ikke ønsker, mænd skal tage barsel. Vi har mange tiltag for at nedbryde barriererne for mænd i at tage barsel, sagde hun og pegede på barselsstafetten og mandepanelet, som hun har indført.

HK: Al erfaring viser, at øremærkning er god løsning
Mette Kindberg, næstformand i HK forstår ikke, at regeringen bliver så ophidsede over at tale om øremærkning af barsel til mænd.
- Jeg synes, det er paradoksalt, at de har så travlt med at tale om, at de ikke vil tvinge nogen til noget. Det har regeringen ikke noget problem med i forhold til for eksempel syge og ledige. Jeg synes derfor, at når de nægter at lytte til de gode erfaringer, man har haft med at reservere en del af barselsorlov i for eksempel Norge, Island og Sverige, så klinger det af, at det er fordi, de bare ikke vil tage ligestillingsproblematikker alvorligt. For al erfaring viser, at fædre tager mere barsel, når de får ret til det. Og det gavner både dem selv, barnet, familien og ligestillingen i samfundet, siger hun.

Af Kirsten Marie Juel Jensen

Kommentér artiklen

Oprettet: 05.05.11, kl. 11.32

Redigeret: 05.05.11, kl. 15.11 af Kirsten Marie Juel Jensen

Læs mere


Se samrådet

På Folketingets TV-kanal - klik her


Fakta om samrådet

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg og ligestillingsminister Lykke Friis var kaldt i samråd i Arbejdsmarkedsudvalget for at svare på Julie Rademachers (S) spørgsmål, der blandt andet lød:

  • Er ministeren enig i, at arbejdsgiverne skaber barrierer for mænd, der gerne vil på barsel?
  • Hvad mener ministeren er årsagen til, at mænd bliver diskrimineret, når de vil på barsel?
  • Mener ministeren, at det er et problem for ligestillingen i Danmark, at det ene køn diskrimineres og ikke har samme muligheder for at tage barsel som det andet?

Ophavsret

Udgivet <05.05.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.