Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Marts 2008 > Afdelingsformand skal vælges direkte af medlemmerne



Afdelingsformand skal vælges direkte af medlemmerne

HK fornyer demokratiet med direkte afstemninger til formandsvalget i HK Viborg-Skive-Nykjøbing og HK Midt-Vest.

Normalt vælger medlemmerne i HK deres formænd på generalforsamlinger. Demokratiet bliver tungt og tager tid, når møderne er efter fyraften, og der skal måske rejses et stykke vej for at nå frem. Derfor er de typiske deltagere ofte de fagligt interesserede ildsjæle, mens børnefamilier og unge er savnede.

Nu får alle 26.500 medlemmer en chance for at deltage med en direkte afstemning til formandsvalget, når afdelingerne HK Viborg-Skive-Nykøbing og HK MidtVest samles til en fælles afdeling. På HK’s ekstraordinære kongres i 2007 fik afdelingerne mulighed for at vælge deres formand ved en urafstemning direkte blandt alle medlemmerne.

I HK Viborg-Skive-Nykjøbing og HK Midt-Vest bliver der dog tale om en særlig variant, da det er afdelinger, der endnu ikke er fusioneret, som vælger en fælles formand. Kandidaterne er Bill Pharsen, formand for HK Viborg-Skive-Nykøbing og Karin Østerby, Næstformand i HK MidtVest.

- Urafstemning er nødvendig. På den måde får alle medlemmer en mulighed for at stemme. Vores nye afdeling får så stor en geografisk spredning, at det er svært at samle medlemmerne på en gang. Samtidig tror jeg det appellerer mere til de unge, siger Karin Østerby.

- Vi bliver simpelt nødt til at finde nye måder at få vores medlemmer involveret og mobiliseret. Det repræsentative demokrati kan ikke tilfredsstille en nutidig lønmodtager, siger Bill Pharsen.

For Bill Pharsen er urafstemningen derfor kun første skridt til at udvikle medlemsdemokratiet:
- Vi skal forny det faglige demokrati, og prøve helt nye former. I dag giver teknologien os spændende muligheder, og fremover skal vi bruge både sms og digitale afstemninger, gerne kombineret med video-generalforsamlinger, hvor man deltager via storskærm over store geografiske afstande, siger Bill Pharsen.

Bill Pharsen og Karin Østerby håber, at deres bestyrelse vil følge formandsvalget op med mere direkte demokrati, der spørger medlemmerne om flere emner fremover. Forårets elektroniske overenskomstafstemninger i HK/Kommunal og HK/Stat bliver en inspirerende demokratisk læreproces.

Medlemmerne i de to afdelinger får et personligt brev om afstemningen i midten af april. Et revisionsinstitut foretager optællingen, og resultatet offentliggøres på den stiftende generalforsamling for den nye afdeling den 27. maj.
Indtil da kan medlemmerne møde de to kandidater på fire lokale valgmøder.

Af Ole Sønderby Petersen

Oprettet: 11.03.08, kl. 14.27

Redigeret: 11.03.08, kl. 19.45 af Ole Sønderby Petersen


Ophavsret

Udgivet <11.03.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.