Drøn på HK'ernes arbejdsliv
HK'ernes tempo er i top, og de arbejder også mere over nu end før. Psykolog advarer: den biologiske grænse for, hvor meget vi kan arbejde, er ved at være nået.
Vi har travlt på arbejdet. Meget travlt. Tempoet er steget og det samme er mængden af overarbejde. Stressen er blevet dagligdag for rigtig mange HK-medlemmer.
Det viser en ny undersøgelse blandt medlemmerne, "Arbejdstid", som analysefirmaet capacent/epinion har lavet for HK-bladet.
Ifølge undersøgelsen melder to ud af tre HK-medlemmer om stigende arbejdstempo. Kun syv procent har oplevet faldene arbejdstempo. Og hvert tredje medlem arbejder oftere over i dag sammenlignet med tidligere. Kun hvert femte medlem arbejder sjældnere over i dag.
Tilsyneladende synes de fleste medlemmer, at de arbejder rigeligt. I hvert fald kan en skattelettelse ikke få dem til at arbejde mere. Hele 78 procent siger nej til at arbejde mere, hvis skatten på arbejde blev sat ned.
Seniorforsker cand. psych. Karen Albertsen fra det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø mener, at mange af os nok har for travlt på jobbet.
- Der er en biologisk og psykologisk grænse for, hvor meget vi kan arbejde mere, end vi allerede gør. Det stigende sygefravær indikerer, at den grænse er nået og i mange tilfælde overskredet, siger hun.
Og tallene taler deres eget sprog. På bare to år er antallet af langtidssyge steget med 50 procent, viser opgørelse fra HK.
- Man skal være klar over, at det har store konsekvenser at lade være med at skrue ned for tempoet, siger hun.
Mange stressede
Medlemmerne bliver også spurgt til graden af stress forbundet med jobbet. På en skala fra 1 til 10, hvor 1 er ustresset og 10 er meget stresset, satte 21 procent kryds ved 8, 9 og 10. De fleste angiver arbejdstempoet som hovedårsagen til deres stress. Selv om man ikke direkte kan sammenligne HK-bladets medlemsundersøgelse, med de undersøgelser, som Karen Albertsen kender, mener hun alligevel, at "temmelig mange" af HK's medlemmer betegner sig selv som meget stressede.
- Vores undersøgelser viser, at 10 til 12 procent føler sig meget stressede. I jeres undersøgelse angiver 21 procent, at de er stressede fra 8 -10 på en skala fra 1 til 10. Det er da alvorligt. Vi har nok for travlt mange af os. Nogen trives med travlhed og højt tempo. Men ikke alle. Tempoet er steget og kravene er blevet skrappere, og det afspejler sig blandt andet i, at flere melder sig syge fra arbejdet. Det er en naturligt konsekvens af det stigende tempo, siger hun og tilføjer, at højt tempo og travlhed er ikke de eneste problemer, der kan gøre medarbejderne stressede. Konflikter og dårlige relationer på arbejdet, stadige forandringer og mangelfuld information betyder fx også meget. Desværre hænger problemerne ofte sammen.
Karen Albertsen mener, at problemerne med krav og tempo er lige til at tage op for fagforeningerne.
- Der er en tendens til, at når folk har problemer, så er det deres egen sag at få dem løst. Men den enkelte er sjældent fuldt ud herre over at sine arbejdsvilkår. Man skal lytte til, at nogle medarbejdere er pressede og tage signalerne alvorligt. Arbejdet skal tilpasses, så det passer den enkelte. Det er arbejdsgivernes opgave. Det efterlader også en væsentlig opgave for fagforeningerne. En fælles organisering er nødvendig, hvis tempo og medarbejdere skal passe sammen. Det kan den enkelte ikke løse selv, siger hun.
Gå videre til...
Svært at passe familie og arbejde sammen
- Hver femte fuldtidsansat i aldersgruppen 31 til 40 år, hvor mange har små børn, vil gerne ned i arbejdstid.
- Af de 31 til 40 årige, som er på deltid siger næsten alle - 92 procent - nej til spørgsmålet, om de gerne vil på fuld tid.
- Også denne gruppe lader til i særlig grad at svare familien, når, de skal begrunde, hvad der særligt gør dem stressede ved arbejdet.
- 43 procent af de 31-40 årige mod 35 procent af alle oplever, at det er blevet sværere at få arbejds- og familieliv til at hænge sammen.
Kilde: Arbejdstidsundersøgelse, capacent/epinion og HK-bladet, februar 2008.
Oprettet: 12.03.08, kl. 13.03
Redigeret: 12.03.08, kl. 13.21 af Niels Møller Madsen
Grunde til stress på arbejdet
63 procent af medlemmerne føler sig i større eller mindre grad stressede på jobbet. Medlemmernes bud på, hvad der især stresser dem, er meget forskellige. Især tre årsager går igen: arbejdstempoet, chefen og skrappe krav.
Hvad gør dig især stresset ved dit arbejde?
Arbejdstempoet 59 %
Chefen 26 %
Kravene er for skrappe 24 %
Familien 12 %
Fritiden 6 %
Når den samlede procent bliver mere end 100, er det fordi, at medlemmerne kunne angive flere årsager til stress. Kilde: Arbejdstidsundersøgelse, capacent/epinion og HK-bladet, februar 2008.
Stress på nettet
Få mere at vide og gode råd mod stress på www.stresset.nu
Ophavsret
Udgivet <12.03.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.