Finanslovforlig sjofler de unges uddannelse
Både Handelsskoler og de almene gymnasier bliver udsat for regeringens sparekniv, så der bliver råd til både skattelettelser og nye vandkanoner til politiet.
Først skærer man en ordentlig luns af handelsskolerne og de almene gymnasiers bevillinger. Og bagefter – ofte efter svære natteforhandlinger – kan ministrene træde frem på tv-skærmene og fortælle, at de nu har fundet lidt ekstra penge, så det hele faktisk er næsten lige så godt som før.
- Regeringen lover de unge guld og grønne skove. Men resultatet svarer faktisk til, at den vandkanon Dansk Folkeparti har ønsket til politiet ender med at blive en højtrykspuler fra Bilka, siger HK’s forbundsformand Kim Simonsen. Han fortsætter:
- Virkeligheden er jo, at regeringen siden 2001 har fjernet penge fra skolerne. Penge som skulle have sikre de unge en solid uddannelse som springbræt til et aktivt og udviklende arbejdsliv. Uanset om man putter en del af pengene i sparebøsse eller ej, er det penge som ikke kan bruges til at betale de unges uddannelse her og nu. Og det er hvad vi andre kalder besparelser.
Voksen- og efteruddannelse, velfærdsreform, globaliseringsaftalen eller kvalitetsreform har været højt på dagsordenen de senere år. Og hver eneste gang politikerne har diskuteret fremtidens velfærdssamfund, er det sket med højtravende bemærkninger om nødvendigheden af bedre og mere uddannelser – og at flere unge rent faktisk gennemfører en uddannelse.
- Men regeringen og Dansk Folkeparti vil altså hellere bruge pengene til ældrechecks, vandkanoner og en sænkelse af den kriminelle lavalder, så vi i stedet kan sætte vores børn i fængsel eller døgninstitutioner. Man sjofler ganske enkelt de unge, der får stadig ringere mulighed for at gennemføre deres uddannelser på et tilstrækkeligt højt niveau, siger Kim Simonsen.
Han mener det havde klædt politikerne at sætte handling bag de mange pæne ord om bedre mere uddannelser. Og handling er i denne forbindelse ensbetydende med penge.
- I første omgang kunne man i det mindste nulstille bevillingerne til uddannelsesinstitutionerne, så de sidste seks års forringelser blev rullet tilbage. Dernæst kunne der være behov at lave en mere langsigtet plan for ungdoms- og erhvervsuddannelserne, så de ikke i tide og utide blev udsat for tåbelige sparekrav, når politikerne kaster sig over de mere farverige og populistiske ønsker, slutter Kim Simonsen og fastslår, at han godt forstår, at de unge reagerer med blokader og demonstrationer.
- Det er trods alt deres fremtid, det handler om. Man må så bare håbe, at de kan se frem til andet og mere end vandkanoner og en tidlig fængselsdom, når nu politikerne på Christiansborg vil have fred til at gennemføre nedskæringerne på uddannelsesområdet.
Oprettet: 05.03.08, kl. 17.45
Redigeret: 07.03.08, kl. 12.07 af Claus Vesterager Martinus
Ophavsret
Udgivet <05.03.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.