Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Marts 2008 > Skuffelse over ligestillingsmininster



Skuffelse over ligestillingsmininster

Ligestillingsminister Karen Jespersens (V) første halve år på ministertaburetten har været meget stille. Ikke ét lovinitiativ er udgået fra ministeriet. Kvindeorganisationer er skuffede.

Vil kvinderne have øget ligestilling i Danmark, må de gøre det selv. Da den tidligere kvindesagsforkæmper, Karen Jespersen (V), satte sig i ligestillingsministerstolen i september sidste år var forventningerne til hende store fra kvindeorganisationerne.

I dag et halvt år efter er der skuffelse over ministeren raden rundt. Det viser en rundspørge, som Netmagasinet HK har foretaget forud for på lørdag den 8. marts, som er "Kvindernes Internationale Kampdag".

- Hvis det første halve år af Karen Jespersens arbejde på det her område indikerer, hvad der skal ske, så får ligestillingen trange kår i Danmark. Det ser ud til, at vi nok en gang må nøjes med en omgang fine ord, men ingen handling. Det er naturligvis skuffende, siger Mette Kindberg, næstformand for Danmarks største kvindefagforbund, HK.

Karen Sjörup, centerleder for Center for Ligestillingsforskning ved Roskilde Universitetscenter, mener direkte, at den tidligere ligestillingsminister, Eva Kjer Hansen (V), var bedre.
- Det er faktisk kun gået tilbage siden ministerskiftet, siger hun og betegner Karen Jespersens indsats det første halve år som "enormt skuffende".
- Hun har jo slet ikke lavet noget på det her område. Hun har en energisk ligestillingsafdeling i sit ministerium, som har gjort meget godt på trods. Men ministeren har ikke givet sin egen afdeling meget støtte og aldrig så lidt som nu, siger hun.

Direktøren for Kvinfo, Elisabeth Møller Jensen, mener ikke, "vi har set så meget fra Karen Jespersen på ligestillingsområdet", og "det er da aldrig tilfredsstillende".
- Hun kom jo med et forhåndsengagement, erfaring og en stor viden indenfor området, og det er vi ikke forvænt med fra en ny minister. Men det er der ikke blevet vist meget af i det forløbne halve år. Jeg havde håbet på noget mere, siger Elisabeth Møller Jensen.

Heller ikke Dansk Kvindesamfund har oplevet det store engagement fra ministerens side.
- Hun har selvfølgelig haft travlt med velfærdsministeriet. Vi har, siden hun tiltrådte i september sidste år, forsøgt at få et møde i stand med hende. Det er endnu ikke lykkes. Det kunne vi godt have fortjent, siger en skuffet forkvinde, Karin Hallberg, der ikke kan finde på noget, som ministeren har gjort for ligestillingen indtil nu.

Karen Jespersen har ikke ønsket at kommentere skudsmålene ovenfor.

Af Niels Møller Madsen

Gå videre til...

Fakta

8. marts – International kvindedag

Den internationale kvindedag eller kvindekampdagen, som den også kaldes, blev grundlagt på et internationalt socialistisk kvindemøde i København 1910. Bag forslaget stod den tyske feminist Clara Zetkin, der bl.a ville bruge den internationale kvindedag til at agitere for kvinders stemmeret og arbejderkvindernes rettigheder.
I de første mange år blev dagen primært markeret af den socialistiske kvindebevægelse.
Den nye kvindebevægelse i 1970’erne gav nyt liv og bredde til kvindedagen, og i dag fejres 8. marts af de fleste kvindeorganisationer, uanset politisk ståsted, med arrangementer om ligestilling og feminisme. (Kilde: www.kvinfo.dk)

Oprettet: 06.03.08, kl. 14.56

Redigeret: 11.03.08, kl. 10.40 af Niels Møller Madsen

Tjek 8. marts arrangementer her


Ophavsret

Udgivet <06.03.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.