Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Marts 2008 > Stor erstatning for sexchikane



Stor erstatning for sexchikane

En kvinde blev mobbet og udsat for sexchikane, og det hele endte med, at hun fik en depression. Nu har HK vundet hendes sag i byretten i Århus.

Godt 73.000 kroner er den erstatning en kvinde nu modtager efter at have været udsat for sexchikane. Det sker efter at HK har vundet hendes sag i Retten i Århus. Det er en ret pæn erstatning i forhold til, hvad sexchikane-ofre plejer at modtage, fordi det i kvindens tilfælde svarer til næsten otte måneders løn.

- Det er positivt med en erstatning, der svarer til så mange måneders løn, for det plejer sexchikanesager ikke at give. Det er et meget vigtigt signal, for sexchikane ødelægger i mange tilfælde en persons liv, og det har vi hidtil haft svært ved at trænge igennem med, siger Jeanette Hahnemann fra HK’s juridiske kompetencecenter.

Kvinden i denne sag blev ansat i en butik i Odder i 2004. Hun arbejdede tre dage om ugen for at få en ekstra indtægt, der var vigtig, eftersom hun drev en virksomhed ved siden af, hvor omsætningen ikke var særlig stor.

Kvindens arbejdsgiver begyndte hurtigt at mobbe hende, og hun blev i flere tilfælde nedværdiget foran kunderne. Efter nogle måneder ændrede arbejdsgiveren dog pludseligt adfærd og begyndte i stedet at udsætte hende for sexchikane. Han rørte ofte ved hende, ”kom til” at lægge en hånd på hendes lår eller bagdel eller gnubbe sig op af hende.

Kvinden var afhængig af indtægten og turde ikke sige op, selv om hun følte sig dybt nedværdiget. Hun prøvede at sige ”Bliv væk fra mig” og ”Lad være” til arbejdsgiveren, men han stoppede ikke med sexchikanen. Hun fik det værre og værre og blev sygemeldt. Og så blev hun opsagt efter et års ansættelse i butikken. I månederne gik det kun ned af bakke for hende, og hun endte med en depression. Efter at have været ved sin læge og blive henvist til psykiater, tog hun kontakt til HK, der også hjalp hende med psykologbehandling. Kvinden har det bedre i dag, men lider stadig af angstanfald.

I retten nægtede arbejdsgiveren sig skyldig, men retten mente, at der var stærke beviser for sexchikanen.
- Det er chikanens karakter og de svære psykiske følger, som har gjort, at erstatningen er blevet sat så forholdsvis højt. Vi håber på, at dette kan lægge en ny og strammere linje i forhold til sexchikanesager, siger Jeanette Hahnemann.

Af Kirsten Marie Juel Jensen

Oprettet: 26.03.08, kl. 14.34

Redigeret: 26.03.08, kl. 14.40

Læs også:

Sexchikane presser psyken

Hvis du har været udsat for sexchikane:

Kan du ved at klikke her læse om, hvordan du skal forholde dig, og hvordan du kan få juridisk bistand i HK.


Ophavsret

Udgivet <26.03.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.