Ærømasken

Af Rosa Abildtrup Middelboe
Fotos: Lene Esthave

En gammel knark humper af sted med sin stok, en ung, smuk giftemoden pige kommer svansende, og en kone med papillotter i håret spankulerer rundt. Sådan et syn kan man møde ude på landet på Ærø, men ved nærmere eftersyn er skikkelserne ikke, hvad de ser ud til at være. Bevægelserne er karikerede, og de groteske ansigter er af gummi.

Bag en af de løjerlige masker befinder Elisabeth Lauritsen sig. Hun er medlem af Foreningen Ærø Internationale Maskefestival og deltager ved Helligtrekonger i den gamle tradition: Ærømasken. Det minder lidt om børnenes fastelavn, men spasmagerne er voksne med sans for spontan teatralsk dialog med de ’normale’ naboer. De til uigenkendelighed udklædte og maskerede mennesker går fra hus til hus i landsbyen og spiller roller som forskellige hverdagstyper med et twist.

Hvis husenes beboere ønsker besøg af de formummede, tænder de lyset over hoveddøren. Så bliver typerne inviteret ind til en sludder på ærke-ærøsk, som gerne former sig som satire over aktuelle politiske emner. For eksempel blev et forslag om en svævebane til Fyn, som var blevet debatteret i avisen, taget under behandling af maskerne sidste gang. Det var under færgedebatten.

Desværre er det blevet vanskeligt at skaffe de karakteristiske masker. Og mennesker til at bære dem. For tredive år siden var der 100 masker i Elisabeth Lauritsens nabolag. Nu er der kun omkring tyve.