Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Marts 2009 > Den store debat om færgerne



Den store debat om færgerne

Lige nu er der fire færgeruter til tre byer på Ærø. Det skal lægges gevaldigt om og skaber vrede i Søby og Marstal.

Af Jesper Pedersen

Fotos: Lene Esthave

Er der noget, som kan skabe splid blandt ærøboerne og opposition blandt de ærøske byer, så er det færgerne. For hvem har ret til transportkontakt til det øvrige Danmark? Og hvorfor har de ikke alle?

- Da jeg kom til for fire år siden, fik jeg at vide, at det værste man kunne gøre, det var at snakke om færgerne, siger Fyns Amts Avis’ lokalredaktør i Ærø, Inge Heilesen.

- Som journalist er der selvfølgelig ingen tabuer, som vi ikke kan skrive om. Men jeg må indrømme, at færgerne deler folk herovre i en grad, som jeg aldrig har oplevet noget sted før.

Selvfølgelig handler det om praktisk transport, men det handler mindst lige så meget om følelser. Og det handler om byernes identitet.
- Det kan være svært for andre at forstå, men færgerne er ikke bare et transportmiddel, men en livline for øboere - og for mange er det meget svært at acceptere, at ens livline skal ligge ti kilometer væk. Så der er rigtig mange følelser på spil. For hvad er en skipperby som Marstal uden en færge, og hvad er en værftsby som Søby uden en færge, siger Inge Heilesen.

Planer om færre færger
Debatten, den raser - og har gjort det, lige så længe, der har været færger. Lige nu om en konkret plan, som 14 ud 15 af Ærø kommunes kommunalbestyrelsesmedlemmer, har vedtaget at arbejde for:

Den plan indebærer, at der ikke længere skal sejle færge fra øens største by, Marstal; at ruten Faaborg-Søby nedlægges, og at ruten Ærøskøbing-Svendborg bliver lagt om, så den sejler til Skovballe på Tåsinge - og dermed gør sejltiden betydeligt kortere.

Men der er ingen, der tror på den plan, forklarer Inge Heilesen. For Svendborg Kommune stritter voldsomt imod. De ønsker ingen færge til Skovballe af hensyn til naturen. Alt imens har erhvervslivet på Ærø præsenteret en alternativ færgeplan, der har samlet ikke færre end 2.500 underskrifter, godt halvdelen af alle voksne borgere på den lille ø.

Vilde påstande
På havnen i Ærøskøbing ligger A/S Ærøfærgerne, der er ejet af Ærø Kommune. Her sidder blandt andet HK’eren Anni Møller Andersen og tager imod bestillinger. Hun sidder helt tæt på den debat om færgerne og den planlagte omstrukturering.

Og den kommer også tæt på hendes arbejde. Som når en påstand om, at de ansatte på Ærøfærgerne lyver om, at alt er udsolgt på færgen fra Marstal for at få dem til at tage til Ærøskøbing - og dermed give den rute bedre salgstal.
- Når man ser læserbreve i avisen, der påstår, at vi lyver om sådan noget, kan jeg da godt blive lidt såret, siger Anni Møller Andersen.

Det ligger helt i tråd med den oplevelse, lokalredaktøren på Fyns Amts Avis har af debatten i læserbrevsspalterne.
- Alt bliver brugt, og der er nogle helt vilde påstande fremme. Som at færgedirektøren har indgået en særlig aftale med Ærøskøbing. Eller at Søby og Marstal nu har rottet sig sammen mod Ærøskøbing. Den påståede generelle strid mellem Marstal og Ærøskøbing køber jeg ikke mere, men færgerne er en sag for sig - og her tæller lokalpatriotisme meget, siger Inge Heilesen.

Oprettet: 19.03.09, kl. 09.40

Redigeret: 21.04.09, kl. 09.19 af Kirsten Marie Juel Jensen


Ophavsret

Udgivet <19.03.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.