Det bedste er havet og trygheden
Lene Boye Thygesen og Karin Nørmark er ansat på Marstal Navigationsskole. Her fortæller de om arbejds- og fritidsliv på Ærø.
Af Rosa Abildtrup Middelboe
Fotos: Lene Esthave
Da Karin Nørmark en overgang boede inde i det fynske land, sagde hun en dag til sin mand:
»Der er et eller andet galt.«
Han svarede:
»Det er havluften, vi ikke kan dufte.«
Så flyttede de til et hus ved havet i Ærøskøbing, hvorfra Karin Nørmark om sommeren cykler de 12 kilometer til Marstal. Hun vil aldrig igen flytte væk fra havet.
»Om vi så skal bo i et skur!« siger hun.
Hun har selv haft en god barndom på Ærø.
»Jeg kan ikke forestille mig, at mine børn skule vokse op andre steder. Her kender man hinanden. Det er rart, at jeg kender børnenes legekammeraters forældre.«
Men, understreger hun: Man behøver ikke at invitere folk hjem hele tiden.
»Min mands søster var bange for, at det ville være omklamrende, da hun flyttede tilbage til øen. At naboerne ville komme rendende hele tiden. Sådan er det ikke. Men det er hyggeligt at snakke med folk nede i Netto.«
Om trygheden
Lene Boye Thygesen har kun haft en afstikker til Svendborg under sin uddannelse. Også hun fremhæver havet og nærheden, når hun skal forklare, hvorfor hun foretrækker at bo på Ærø.
»Jeg kan godt lide den friske luft. Og at her er trygge rammer. Man tør sende børnene alene til sport på cykel. Der er ikke nogen, der skyder nede på gaden. Der er mange ting, vi er forskånet for.«
Om arbejdspladsen
De har frihed under ansvar. Fleksible arbejdstider og tillid fra chefen, som tilmed har humoristisk sans.
Lene: »Her er et godt arbejdsmiljø. Vi taler pænt til hinanden. Det er sjovt at gå på arbejde.«
Karin: »Det er en spændende arbejdsplads. Her sker mange ting, og stemningen er god.«
Lene: »Ja, der er en god ånd. Der er ikke fnidder fnadder i krogene.«
Karin: »Vi er mange faggrupper, men vi ser ikke ned på hinanden. Vi har fælles frokoststue.«
Lene: »Der er ikke stille et øjeblik. Det er også det, der gør det skægt. Du kan aldrig forudse, hvordan dagen bliver.«
Om stress
Arbejdet er ikke mindre krævende end andre steder, men for Lene Boye Thygesen og Karin Nørmark, der begge arbejder på deltid, er der måske en bedre balance mellem arbejds- og familieliv end en kvinde i storbyen med fuldtidsarbejde oplever.
Lene: »Der er mere ro over os, fordi vi ikke sidder i kø på motorvejen på vej hjem fra arbejde. Der er fem minutter hjem.«
Det er nu ikke lutter afstressende idyl, understreger Karin Nørmark. Arbejdet kører i samme tempo som andre steder, og hus og have skal jo passes.
Om fritiden
De har alt, hvad de behøver, når de har fri: Masser af sportsfaciliteter. Biografen, der viser de nyeste film. Og med nettet er alverden tæt på, hvis man vil købe noget, der ikke fås på øen.
Lene Boye Thygesen er ud af en sejlerfamilie og ved, hvordan man sætter en kurs. Karin Nørmark sejler ikke. Men hun holder meget af havet. Begge går de ofte ture på stranden, som ligger få meter fra navigationsskolen.
Karin: »Det kan være så smukt. Det er også skønt at gå, når det pisker og stormer.«
Lene: »Jeg kunne ikke bo inde midt i Jylland. Jeg ville få klaus.«
Om færgerne
Det værste ved at være øbo er at være afhængig af færgerne. Selve turen er ikke slem. Man kan bruge overfarten til at koble af. Men de kunne godt bruge flere afgange og hurtigere færger.
Om lokalpatriotisme
Hvad siger de til forlydendet om, at der er krig mellem de to byer?
Karin: »Nogle er mere lokalpatriotiske end andre. Det bunder i færgedebatten. Den kan ødelægge ethvert selskab. Det er klart, folk værner om det, de har. Man er bange for en død by.«
Konflikten er dog ved at ebbe ud i Karin Nørmarks og Lene Boye Thygesens generation. Da rådhuset i Marstal lukkede, forekom det at være en katastrofe. Men som Lene Boye Thygesen siger:
»I dag tænker folk ikke over det.«
Gå videre til...
Lene Boye Thygesen, 35 år, fik job på navigationsskolen for et halvt års tid siden. Hun arbejder primært med regnskab. Arbejdede tidligere i den nye Ærø Kommune og før da i Ærøskøbing Kommune. Har to piger på 10 og 13. Har boet på Ærø hele sit liv, bortset fra da hun gik på handelsskole i Svendborg. Hun kan ikke udelukke, at hun en dag vil flytte fra øen, men længere væk end Sydfyn bliver det nok ikke.
Karin Nørmark, 45 år, har været ansat på navigationsskolen siden 1996. Arbejder med ekspedition, bank, kasse og debitorer. Uddannet i Danske Bank. To drenge på 14 og 18. Vendte hjem til Ærø efter syv-otte år på Fyn for at børnene kunne vokse op på øen.
Oprettet: 19.03.09, kl. 13.15
Redigeret: 21.04.09, kl. 09.16 af Kirsten Marie Juel Jensen
Rundtosset på navigationsskolen
I navigationsskolens simulator kan eleverne øve sig i at navigere i al slags vejr.
Lene Boye Thygesen viser rundt på skolen. Alle mændene, vi møder, har skæg. Enten overskæg eller fuldskæg. De ligner grangiveligt sømænd.
Oppe i tårnet er der udsigt til verdens største solvarmeanlæg, Marstal by og – i godt vejr – Tyskland på den anden side af havet. I værkstedet dufter der af metal og olie. Unge i blåt arbejdstøj bliver undervist i grundlæggende værkstedslære. De svejser, saver og sliber.
Vi træder ind bag et tungt forhæng og befinder os pludselig i mørke – på broen på et skib. Der er ildevarslende bølgegang hele vejen rundt bag det store, buede vindue. Og der er orangelysende knapper, en skærm med et elektronisk søkort og en radar.
Efter få sekunder i simulatoren mærker man, at man ikke er en garvet søulk. Man bliver søsyg. En sø slår med et brag mod skibets skrog. Det trækker vist op til storm. Vi smutter ud og overlader kommandobroen til eleverne, der taler gebrokkent engelsk i radioanlægget med en mand, der sidder i kontrolcentret på den anden side af forhænget. De er på vej mod South Hampton.
Om Marstal Navigationsskole
På Marstal Navigationsskole kan man uddanne sig til skipper, styrmand og skibsfører. Man kan også tage en tre-årig HF med skibsfart. Der er fem administrative medarbejdere på skolen. Læs om uddannelserne på www.marnav.dk
Ophavsret
Udgivet <19.03.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.


