Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Marts 2009 > Det perfekte sted at blive gift



Det perfekte sted at blive gift

Ærø er et fantastisk sted at blive gift. Det har Louise Moloney selv erfaret, og det fik hende til at starte et bryllupsbureau, hvor hun arrangerer bryllupper for de mange udenlandske par, der kommer til Ærø for at blive gift.

”Jeg synes jo, det her er det mest fantastiske sted på jorden. Ærø er bare et fantastisk sted at blive gift”, siger Louise Moloney, mens øjnene glimter og munden smiler ivrigt.

Hun er født på øen, men har flyttet rundt i verden det meste af sit liv. Først med sine forældre, siden alene og så med sin mand. Men efter alt fra Afrika og Japan til London og Berlin vendte hun tilbage til øen med sin mand og deres to sønner på fire og fem et halvt år. De er flyttet ind i den landejendom, der ligger og kigger ud over Voderup Klint, som ellers har været deres sommerhus i mange år. Et smukt sceneri, der har fået dem til at starte ”Dansk Ø Bryllup”. En lille virksomhed, der er udsprunget af Louise Moloneys kærlighed til øen.

- Vi blev selv gift her for snart mange år siden, og det var så skønt. Her er bare de bedste rammer. Og da jeg så hørte, at der kommer rigtig mange udenlandske par til øen for at blive gift, greb jeg idéen. Jeg syntes, det var sådan en trist tanke, at folk bare kom med færgen, blev gift på Rådhuset og tog den næste færge tilbage. Derfor startede jeg dette bryllupsbureau, fortæller hun.

Både det praktiske og romantiske

Hun tilbyder de udenlandske par at stå for alt det praktiske - papirarbejdet, at reservere tid på rådhuset, at sikre vidner, hvis det er nødvendigt, at hjælpe med rejseplaner og færgereservationer, at få taget billeder, og at sikre at de kan blive viet inden for 3-6 uger. Netop hastigheden er noget af det, som tiltrækker de mange udenlandske par. Hvor det er meget bureaukratisk og langsommeligt i andre lande som for eksempel Tyskland at blive gift med en udenlandsk ægtefælle, kan det gå meget hurtigt i Danmark.

Louise Moloney tilbyder også at hjælpe med den mere romantiske del af brylluppet – at lave en flot brudebuket, at hjælpe med at arrangere bryllupsreception, booke overnatning eller leje en brudekaret eller en veteranbil, og så giver hun dem masser af tips om øen.

- Jeg synes, det er fantastisk, at folk kommer fra vidt forskellige lande, og jeg er meget glad for at vise øen frem. Mange af dem, der kommer her er amerikanske soldater fra baser i Tyskland, som vil giftes, inden de tager til for eksempel Afghanistan. Men jeg har også haft par fra Schweiz og Malta, og lige nu mailer jeg med både et par fra Australien og et fra Rusland, der overvejer at blive gift her, fortæller hun.

Har ikke reklameret
Hun har over hovedet ikke reklameret for sit bureau endnu, bare lavet en hjemmeside. Alligevel er der rigtig mange par, der har fundet frem til hende. Og hun har derfor stået for cirka 20 bryllupper, siden hun lancerede sin hjemmeside i efteråret sidste år og er i kontakt med endnu flere par.

- Jeg håber også, dette på sigt kan få danske pars øjne op for, hvor dejligt det er at blive gift her. Så jeg begynder måske at tage på nogle bryllupsmesser næste år, fortæller hun.

Brudepar som ambassadører for Ærø
Louise Moloney tænker også meget på, hvad hendes lille virksomhed kan betyde for øen.

- Jeg tænker meget på, at hvis jeg for eksempel kan arrangere bryllup for 100 par om året, så bliver det jo 100 ambassadører for øen. Jeg føler også, at alle får et lille stykke af kagen. Jeg bruger jo en lokal fotograf til bryllupperne, køber blomster lokalt, og de lokale restauranter og bed & breakfasts har mærket bryllupperne. Jeg er også ved at få arrangeret, at bryllupperne kan foregå et andet sted. For når de foregår på rådhuset, der ligger i udkanten af Ærøskøbing, mærker byen ikke nok til det. Det ville være godt, hvis vi kunne finde lokaler helt inde i centrum, fortæller hun.

Af Kirsten Marie Juel Jensen

Oprettet: 18.03.09, kl. 14.29

Redigeret: 23.04.09, kl. 12.34 af Kirsten Marie Juel Jensen


Ophavsret

Udgivet <18.03.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.