Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Marts 2009 > En jordbrugsskole der gavner hele øen



En jordbrugsskole der gavner hele øen

Stine La Boube kastede sig for fire år siden ud i at åbne en jordbrugsskole på Ærø. Som mange andre iværksætterprojekter har det vist sig at gavne øen på mange måder.

Af Kirsten Marie Juel Jensen

Elever fra hele landet står i kø for at komme ind på Poppelgårdens Praktiske Jordbrugsskole på Ærø. Folk er flyttet til øen for at blive ansat på skolen. Og de lokale landmænd og erhvervslivet har også mærket positive effekter af skolen. Den er nemlig endnu et eksempel på, at små iværksætterprojekter på Ærø kan vokse sig ret store og bringe en bølge af udvikling med sig.

- Jeg har hele tiden tænkt på, at dette projekt også er godt for øen. Det er jo noget, der er vigtigt og får betydning for både mig og min familie, eleverne og deres familier og de ansatte og deres familier, fortæller Stine La Boube og fortsætter:

- Når vi har brug for nogle ydelser, gør vi også meget ud af at bruge lokale og lægge vores penge her på øen. Og så har skolen jo også trukket flere til øen. Af dem vi har ansat er der kun én Ærøbo, og resten er nytilflyttere, der kommet hertil med deres familie og børn.

Drømte om at arbejde med unge og landbrug
Stine La Boube er født og opvokset i USA, flyttede til Ærø, da hun skulle begynde i 3. klasse, men emigrerede senere til Californien igen som voksen. Men hun og hendes mand og børn faldt ikke rigtig til, og så besluttede de sig for at vende tilbage til Ærø. Og så var det at drømmen om en jordbrugsskole meldte sig.

- Vi havde længe drømt om at arbejde med unge mennesker og landbrug og ville ikke blive 60 uden at have prøvet det. Og da vi kom til Ærø var det lige som om, det var ”meant to be”, for alt gik bare i orden. Vi fik den gård, vi gerne ville have, og alle godkendelser gik bare hurtigt igennem, forklarer Stine La Boube, der er uddannet lærer og i mange år har haft plejebørn.

Skolen fik hurtigt succes
Jordbrugsskolen, der åbnede i 2005, er for elever mellem 17 og 25 med særlige behov. De får en praktisk orienteret erhvervsuddannelse og efter tre år er de færdiguddannet landbrugsassistenter. De bor på skolen under hele uddannelsen.

Skolen fik hurtigt større succes, end Stine La Boube over hovedet havde turdet håbe på.
- Vi begyndte med to elever, mig og en anden ansat. Nu har vi 12 elever, og seks andre ansatte, og vi skal også til at ansætte en pedel. Lige nu har vi plads til tre elever mere, men der er seks, der gerne vil ind, fortæller hun.

Tæt samarbejde med lokale landmænd
Der hører en del jord til jordbrugsskolen, der også har nogle køer og heste. Men for at eleverne kan få en uddannelse inden for alle typer dyrehold, kræver det et godt samarbejde med de lokale landmænd på Ærø. For eksempel har en af landmændene stillet en malkekvægsbesætning til rådighed, så skolens elever kan ”låne” den, og eleverne hjælper også nogle fritidslandmænd med deres jord. Derudover lejer Stine La Boube sig ind hos nogle svinebønder, når det er tid til svinebrugskursus.

- På den måde får både landmændene og skolen noget ud af samarbejdet. Jeg synes også, der er en stor velvilje hos de ærøske landmænd til at have vores elever i praktik, som er en obligatorisk del af uddannelsesforløbet. Landmændene har stor forståelse for skolens betydning, og det vil gerne være med til at give de unge en chance, siger Stine La Boube.

Flere elever vil blive boende
Udover at jordbrugsskolen har sikret nye borgere til Ærø gennem de ansatte, så er der også håb for at flere af eleverne, der kommer fra hele landet, ender med at slå sig ned her.

- Vi har flere elever, der gerne vil blive på Ærø, når de er færdige, siger Stine La Boube.

Just do it
Stine La Boube er meget glad for at kunne bidrage til øens udvikling med sit mod på iværksætteri, og hun håber, at mange andre vil turde kaste sig over nye projekter i fremtiden. Selv leger hun med tanken om også at få en dyrepasserlinje og en gartnerlinje på skolen om nogle år. Og så er hun ikke bleg for at smide en masse idéer hen over bordet, som hun håber, andre vil gribe. For eksempel mener hun, der vil være plads til både en husholdningsskole og en IT-skole på Ærø, og at øen vil være ideel til et hospice, et rekreationscenter og meget mere oplevelsesorienteret turisme.

- Jeg tror, jeg har fået lidt af den der Nike-attitude med mig fra USA: ”Just do it”. Men jeg er nu samtidig meget grundig og tænker over tingene. Derfor er mit råd til andre iværksættere også, at man skal være modig, kreativ og kunne se muligheder, men man skal også være kritisk og huske at tænke det godt igennem, inden man sætter gang i noget, siger hun.

Oprettet: 18.03.09, kl. 15.03

Redigeret: 21.04.09, kl. 09.20 af Kirsten Marie Juel Jensen

Fakta om Poppelgårdens Praktiske Jordbrugsskole

  • Skolen er for unge med særlige behov mellem 17 og 25 år, der har lyst til at uddanne sig indenfor landbrugsfaget.
  • Skolen tilbyder en tre-årig erhvervsuddannelse til landbrugsassistent.
  • I uddannelsen lægges der vægt på både det fagligt landbrugsmæssige og det personligt udviklende.
  • På uddannelsen får man den teoretiske undervisning, man skal, men der lægges meget vægt på anderledes undervisningsformer og rigtig meget praktisk undervisning inden for alt fra markdrift til svineproduktion.
  • Eleverne bor sammen på skolen. Når de er klar – typisk efter 1- 1 ½ år flytter eleven til udslusningsboliger tæt på skolen, hvor der er tilknyttet en botræningslærer.

Læs mere om skolen på www.poppelgården.dk

Læs også:Tema: Ærø - arbejdsliv på en lille ø


Ophavsret

Udgivet <18.03.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.