Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Marts 2009 > Intet er for småt til Ærø



Intet er for småt til Ærø

Fra at være en drøm for 10 år siden er Sæberiet i Søby vokset sig til en lille forretning ved hjælp af flid, fantasi og familiens hjælp.

Af Malene Mølgaard / Foto: Lene Esthave

Det var gråt og trist i april for 12 år siden, da Inge Dahl kørte af færgen på Ærø. Hun var omkring 50, netop blevet skilt og derfor på udkig efter et nyt sted at bo og begynde forfra. Hun tog øen sydfra og startede i Marstal, men først da hun nåede Ærøs top i Søby faldt hun for det lille røde hus på en skråning med udsigt til hav og marker. Hun købte huset, brugte nogle år på at renovere det og fik så en ide: Hun ville lave sæber. Under et besøg hos sin datter i London havde hun nemlig set store blokke af sæber i en butik.

- Så tænkte jeg: Sådan noget vil jeg også lave. Bare bedre. Og så begyndte jeg på det.

I begyndelsen producerede hun bare nok sæber til torvemarkedet i Ærøskøbing, men efterhånden blev det til mere, hun kom med til messe i Øksnehallen.

- Og nu er det en forretning. Men det er ikke noget, man bliver millionær af i ét hug, siger Inge Dahl nøgternt, mens hun fylder en kop med sin egen hjemmelavede urtethe fra Sæberiet.

- Jeg sælger til 300 forretninger rundt om i Danmark og sælger små hotelsæber til blandt andet Skodsborg Kurhotel og har en grossist i Norge. For nylig mødte jeg en på Herningmessen, som ville tage mine sæber med til Sverige og prøve at sælge dem til Scandic-hotellerne. Det er spændende at se, hvad det bliver til! Politiken har også henvendt sig for at sælge vores sæber på deres netshop.

Forsker i flydende sæber

Gennem årene har Sæberiet stille og roligt vokset sig større i roligt tempo, så produktionen ikke blev for krævende.

- Vi kunne godt tænke os at finde en mindre kæde af en slags. Så vi kan følge med. SuperBrugsen i Marstal er det eneste større sted, vi sælger til, men det er fordi, det er lokalt. For ligefrem bygge en fabrik skal vi ikke, understreger Inge Dahl.

Hun har to halvtidsansatte – den ene, Marianne, har haft fleksjob i Sæberiet i syv år og været med til at udvikle forretningen. Den anden, Mie, laver salt på timebasis. Og om sommeren kommer der nogle skoleelever og hjælper, når salget til museer og turistbutikker topper.

- Jeg har haft god hjælp af mine børn og børnebørn. Det er mine børnebørn, der er billeder af på etiketterne. Min søn har forsket i flydende sæbe de sidste tre år, hvor vi har forsøgt at lave en flydende sæbe uden tilsætningsstoffer. Men det skiller!, siger hun ærgerligt, mens hun viser rundt i huset, der efterhånden er blevet mindre privat bolig og mere Sæberi.

Stuen er pakkerum med hotelsæber i flotte æsker på bordet og dunke med flydende sæber på gulvet. Ærø-Svendborgfærgen bruger den flydende citronmelisse-sæbe på toiletterne. Et nyrenoveret loftrum er fyldt med pap og emballage, og et værelse er lager.

- For mig har Ærø været et fantastisk sted at bygge en forretning op. Hvis man kommer med en god ide, så er der ikke noget, der er for småt til Ærø. I Risskov, hvor jeg kommer fra, var der ikke nogen, der ville løfte et øjenbryn for det, jeg laver.

Oprettet: 27.03.09, kl. 12.36

Redigeret: 21.04.09, kl. 09.01 af Kirsten Marie Juel Jensen

Læs mere:

www.saeberiet.dk

Tema: Ærø - arbejdsliv på en lille ø

Bonusinfo:

  • Jeg plejer at sige, at jeg har 7000 ambassadører, der er stolte af at fortælle om det, der bliver lavet på Ærø. Mine sæber bliver brugt meget som gaver, når folk tager fra Ærø, siger Inge Dahl fra Sæberiet.
  • På sæbernes etikker er der billeder af Inge Dahls børnebørn.
  • For nylig har Sæberiet fået EU-tilskud til et nyt tappeanlæg til de flydende sæber. Inge Dahl har selv været med til at finde ud af, hvilke dele, det skulle laves af, og en lokal VVS’er har sat udstyret sammen.

Ophavsret

Udgivet <27.03.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.