Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Marts 2009 > Om Ærøskøbing



Om Ærøskøbing

Ærøskøbing er kendt for at være en smuk og velbevaret gammel købstad. Læs flere fakta og se billeder fra byen her.

Ærø har 951 indbyggere.

Historien: Ærøskøbing blev sandsynligvis anlagt mellem 1235 og 1320, da øen tilhørte markgreverne af Brandenburg. Det officielle årstal for, hvornår byen blev grundlagt er 1250, hvilket man har baseret på kirkens døbefond. Byen er præget af gammel nordtysk påvirkning. Hovedgaderne, der har navne efter verdenshjørnerne, danner en retvinklet trekant med Nørregade, Vestergade og Søndergade. Det var først i 1702, at det blev forbudt at bruge gaden til møddingsplads, og det blev pålagt borgerne at brolægge gaderne og en gang ugentlig at rense gaderne.
En stor brand ødelagde store dele af byen i 1629, hvor 44 gårde inklusiv rådhuset udbrændte. I 1665 bestemte hertugen, at de ældre huse måtte beholde deres stråtage, men at alle nye huse skulle have tegltag. En brønd på torvet, i midten af byen, blev anlagt efter branden. Dette var sammen med to andre brønde, byens offentlige vandforsyning indtil 1952.
Fordi Ærøskøbing havde en god naturhavn blev det hele øens købstad med de fleste handelsprivilegier, hvorfra øens handel foregik.

Erhvervslivet: Ærøskøbing er stadig Ærøs købstad og ligner næsten også stadig sig selv som byen så ud for et par hundrede år siden. De gamle bindingsværkshuse, torve, bybrønde og toppede brosten er nemlig bevaret. I 1634 blev nogle af handelsprivilegierne taget fra Ærøskøbing og noget af oplandet til købstaden blev taget fra den. Men byen fik til gengæld en blomstrende søfart med betydelig handel med både Hertugdømmerne, Østersøbyerne og Norge.
I 1900-tallet blev der etableret mindre rederier og industrivirksomheder i byen, men nu er turismen helt klart byens vigtigste indtægtskilde. Der er derfor rigtig mange caféer, restauranter, hoteller og pensionater i byen.

Kultur: I 2002 fik Ærøskøbing Europa Nostra prisen for bevaring af den europæiske kulturarv. Ærøskøbing regnes for at være Danmarks bedst bevarede 1700-talsby, men stammer helt tilbage fra middelalderen og har altså netop fejret 750 års jubilæum.

Der er flere hyggelige museer og kunsthåndværkbutikker i byen. Byen er også scene for flere festivaler. Blandt andet Ærø Jazzfestival. Om sommeren er byen også kendt for sine hyggelige små markeder, hvor man blandt andet kan købe tykke ærø-pandekager.

Kilde: Wikipedia.dk og Ærø Guide 2009

Fotos: Lene Esthave og Kirsten Marie Juel Jensen

Oprettet: 23.03.09, kl. 16.05

Redigeret: 21.04.09, kl. 09.12 af Kirsten Marie Juel Jensen


Ophavsret

Udgivet <23.03.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.