Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Marts 2009 > Om Marstal



Om Marstal

Marstal er kendt som den store søfartsby. Læs her lidt mere fakta om byen og se billeder fra gaderne og havnen.

Marstal er Ærøs største by med 2.259 indbyggere.

Historien: I 1500-tallet var Marstal bare et lille fiskerleje, men fra 1700-tallet udviklede det sig til en stor og vigtig søfartsby. I 1890’erne voksede Marstalflåden til 350 fragtskibe, men da man gik fra sejl og damp til motor, blev der reduceret i flåden, og under verdenskrigene gik der mange skibe tabt. Øen mistede i alt omkring 150 søfolk og 50 skibe under de to krige, og i dag er der kun 13 hjemmehørende skibe på øen.

Erhvervslivet: Søfart er dog stadig en vigtig del af Marstals erhvervsliv. Der ligger Navigationsskolen, som gennem mere end hundrede år har uddannet navigatører til den danske handelsflåde. Der ligger stadig en stor coasterflåde i havnen, og der er flere rederier, træ- og stålskibsværfter, anløbskajer for charterskonnerter, fiskerihavn, færgehavn med færgeforbindelse til Rudkøbing og bådforbindelse til Birkholm.
Marstal byder også på mange forretninger, restauranter og caféer og er derfor et yndet turistmål, når turisterne indtager Ærø om sommeren.

Kultur: Marstal og byens historie blev i øvrigt vældig berømt, da forfatteren Carsten Jensen udgav bogen ”Vi de druknede”, der fortæller om byens søfartshistorie og menneskeskæbner gennem flere generationer. Carsten Jensen og hans familie stammer selv fra Marstal.

Marstal huser hvert år Ærø Harmonikafestival i juni.

Kilder: Ærø Guide 09 og Wikipedia

Oprettet: 20.03.09, kl. 12.53

Redigeret: 21.04.09, kl. 09.13 af Kirsten Marie Juel Jensen


Ophavsret

Udgivet <20.03.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.