Satellitkontor i det sydfynske øhav
Arbejdspladsen flyttede til Fyn, men medarbejderne kæmpede for at få lov at blive på Ærø. Efter et halvt års pendlen til Svendborg fik fire kolleger deres eget satellitkontor i Marstal.
Af Rosa Abildtrup Middelboe
Fotos: Lene Esthave
I 2005, da Skat overgik til staten, flyttede det ærøske skattekontor til Svendborg. Det betød, at de tre HK’ere Elisabeth Lauritsen, Anette Nymann Kristensen og Maria Andersen måtte tage færgen til arbejde hver dag. Efter seks måneder som pendlere fik de endelig et distancekontor på øen.
Nu arbejder de på et firemandskontor i det gamle rådhus i Marstal. Hver anden torsdag tager de til afdelingsmøde i skattecentret i Svendborg, hvor deres daglige leder og deres øvrige kolleger sidder. I gennemsnit er de ’ovre på den anden side’ en gang om ugen. Til møder, kurser og den slags.
Long distance arbejdsplads
Medarbejderne kommunikerer med hinanden via Messenger, mail og telefon. Samarbejdet fungerer fint, og arbejdstiderne er fleksible. Hvis børnene fx er syge, kan man arbejde hjemmefra. De tre kolleger har valgt et fælles kontor i stedet for permanente hjemmearbejdspladser, fordi den faglige sparring og den sociale kontakt er vigtig for dem.
Den ugentlige færgetur til jobbet
Den timelange sejltur til Svendborg går med at drikke morgenkaffe, læse avis og faglitteratur, høre radioavis, tjekke mail, strikke, sludre eller blunde lidt i stilleafdelingen. Den tid, de eventuelt bruger på at arbejde undervejs, bliver godskrevet.
God ergonomi og pausegymnastik
Det begyndte med, at Anette Nymann Kristensen havde problemer med ryg og skuldre. Hun skaffede sig en siddebold, Elisabeth Lauritsen lånte den og blev vild med den. Og nu har alle kollegerne en, som de selv har investeret i. De har også hæve- sænkeborde, som de nu ikke bruger så flittigt. Til gengæld laver de fælles pausegymnastik næsten hver dag. De har en cd med gymnastiske øvelser, som de fik i afskedsgave fra pausegymnastikholdet i Ærøskøbing Kommune. Som afveksling laver de øvelser på boldene.
Oprettet: 19.03.09, kl. 13.07
Redigeret: 21.04.09, kl. 09.15 af Kirsten Marie Juel Jensen
Statsansatte på Ærø
De eneste statslige arbejdspladser, der er registreret i HK/Stats system er Skat, Navigationsskolen og Jobcentret. Tidligere var der en HK’er ansat hos landpolitiet, men hun er gået på pension, og der er ikke kommet en ny. »Vi ville ellers gerne have en,« siger landbetjenten.
Opgaverne på satellitkontoret i Marstal
Taksationer, fejllister på slutsystem. Den administrative del af virksomhedsomdannelse. Gavesager. Telefonisk livline for kolleger i borgerservice. Dødsboer. Besvarelse af e-mails fra kundecenter. Nummerpladeekspedition en formiddag om ugen.
Råd til nytilflyttere
Elisabeth Lauritsen: »Hvis folk vil, kan de integrere sig hurtigt. Vi tager imod frivillig arbejdskraft med kyshånd. Stik en finger i jorden.«
Maria Andersen: »Vær åben og imødekommende. Gør selv noget for at komme i kontakt.«
Anette Nymann Kristensen: »Man skaber netværk via fritidsinteresser. Men der skal meget til, før man kan kalde sig ærøboer.«
Ophavsret
Udgivet <19.03.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

