Sysleklub byder nytilflyttere velkommen
Ærø er ikke et sted, hvor man bliver ligegyldig. Det er holdningen hos Ærøboerne, og derfor har en gruppe kvinder etableret ”Sysleklubben”, hvor alle nytilflyttere inviteres til at være med.
Hvis du flytter til Ærø, skal der tages godt imod dig. Det er filosofien bag ”Sysleklubben”, som en gruppe kvinder har etableret på øen. Alle kvindelige nytilflyttere får tilbuddet om at være med i klubben, som trods navnet ikke har ret meget med håndarbejde at gøre.
- Jeg havde talt med Maja, en nytilflytter om, at det kunne være en god idé med sådan en klub, og så inviterede jeg 12 piger over til en fælles hyggeaften. Så er det bare vokset derfra, lige nu er der omkring 40 kvinder i klubben, fortæller Stine La Boube, der er opvokset på øen, men har boet flere år i udlandet.
- Vi har en mailkæde, og når en har en idé, sender hun en mail ud og inviterer alle, og så deltager de, der kan. Vi har blandt andet haft en kagebagningskonkurrence, en Grease-aften, en shoppetur til Svendborg og en bålaften, hvor mænd og børn også var inviteret, siger hun.
Der er ikke en formel arbejdsgang for, hvordan man får nytilflytterne inviteret. Det kommer altid helt af sig selv.
- Der er altid en af os, der kender en af de nye og giver dem tilbuddet. Det er ikke som i en opgang i København. Her er der nogen, der tager hånd om en. Man er meget opmærksom på at byde folk velkomne, siger Stine La Boube.
Kvinderne mødes cirka en gang i kvartalet – og det er som sagt bare den, der har idéen og overskuddet, der inviterer de andre.
At nytilflyttere skal falde til, er der i øvrigt fokus på i mange sammenhænge.
- Ærø er ikke et sted, hvor man bare bliver ligegyldig. På mine børns skole er vi også ved at arbejde med, at der skal tages godt imod nye familier, så der er nogle forældrepar, der kan tage imod nye forældre og fortælle dem om klassens historie og traditioner, fortæller Stine La Boube.
Oprettet: 18.03.09, kl. 14.16
Redigeret: 21.04.09, kl. 09.22 af Kirsten Marie Juel Jensen
Læs også:
Ophavsret
Udgivet <18.03.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

