To verdener på Ærø

Af Jesper Pedersen

Fotos: Lene Esthave

Idyllen, den er der stadigvæk. Den blæser ingen steder.

De charmerende bindingsværkshuse i hver deres farve og hver deres størrelse står skulder om skulder langs den brostensbelagte hovedgade i Ærøskøbing og sender én ind i noget, der minder om et stykke eventyrlig danmarkshistorie af den allermest hyggelige slags.

Men her er også stille. Meget stille. Og tomt. Det er spædt forår i marts, og her er ingen turister, der kan lægge feriepenge i øboerne kasser. Det er det ene af de to yderpunkter i tilfældet Ærø. Som nat og dag, når man lever af turisme. Men hvad gør man så?

Fyrer folk og lukker øen ned, som var det en turistattraktion og ikke et samfund, der gerne skulle fungere kalenderåret rundt? Eller kæmper det bedste, man har lært, for at bevare liv i byen – med den udgift, dét har til ikke mindst de ansattes lønkonti.
- Du rammer lige ned i et ømt punkt her, siger medejer af Hotel Ærøhus, Ole Jensen, som det første.

- For det er et stort problem at få til at hænge sammen. Vores ansatte får fuld løn hele året rundt, selvom det ikke er ret meget at lave i vintermånederne. Alternativet ville være, at jeg skulle afskedige dem, hver gang turistsæsonen var overstået.
I højsæsonen supplerer Hotel Ærøhus så op med op imod 15 ekstra studerende og østarbejdere for at kunne klare efterspørgslen.

Kun arbejde i seks måneder
Kun enkelte restaurationer har åbent i Ærøskøbing her i marts. I en spinkel sidegade til hovedgaden finder man i beskeden ydre fremtoning Det Lille Hotel.

Det er gæster ved tre af bordene denne tirsdag aften. En usædvanlig god aften i marts, fortæller medejer Heidi Thrane.
- Det er virkelig som to forskellige verdener, om det er sommer eller vinter, og det er især et stort problem i forhold til arbejdskraft, siger Heidi Thrane.

I den stille vinterperiode klarer hotellet sig med en fast deltidsansat, samt tilkaldepersonale. Den store udfordring for Heidi Thrane er at finde personale til sommerperioden.
- Jeg har i hvert fald brug for 75 procent mere arbejdskraft om sommeren, og det kan være svært at finde dem, fordi jeg kun kan tilbyde dem arbejde i seks måneder. Så jeg har folk, der siger nej, selv om de egentlig synes, at det kunne være spændende, fortæller Heidi Thrane, der samtidig har oplevet, hvordan fx studerende, der kommer til øen for at tjene penge henover sommeren, stiller urimelig høje lønkrav.

- Alene fordi de ved, at der er brug for dem. Jeg har intet imod at honorere folk, men de skal også komme med noget. Så jeg har det nogle gange sådan, at jeg skal vælge blandt 2. sortering til 1. klasses løn.

Kigger hinanden dybt i øjnene
Længere henne ad brostenene på hovedgaden ligger Pension Vestergade 44. Pensionens indehaver, Susanna Greve, byder straks på te, så snart hun ser, der er besøg.

Om sommeren er her, som alle steder på øen, travlt, så der har Susanna Greve et par stykker på efterløn eller pension ansat. Men lige nu er journalisten den eneste gæst, for på hverdage i vinterhalvåret er der absolut ingen. Men Susanna Greve bor her, så der er ingen ekstra udgift ved at holde åbent uden gæster.

- Men der er gæster i alle weekender. Det er mest unge kærestepar, der kommer for at drikke rødvin og gå lange ture. Det er mine yndlingsgæster, for de har tid til at kigge hinanden dybt i øjnene, fortæller Susanna Greve.

Og se, det kan man gøre, uanset om det er sommersæson eller vintersæson i det sydfynske øhav.