Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Marts 2010 > Færre siger nej til politisk støtte



Færre siger nej til politisk støtte

Færre og færre medlemmer vælger at sige nej til at betale til politiske formål via deres HK-kontingent.

Antallet af medlemmer, der ikke ønsker, at HK skal give støtte til politisk arbejde, er faldet med 5,6 procent fra 2008 til 2009.

I HK’s årlige opgørelse over medlemmer, der ikke ønsker at give støtte til partier i Folketinget, har kun 25.823 medlemmer meldt fra. Det er et fald på i alt 1.545 medlemmer fra de 27.368 medlemmer, der sagde nej året før.

Antallet, der siger nej til HK’s politiske arbejde, er forholdsvis lavt, sammenlignet med, at op til hvert tiende medlem ved årtusindskiftet, meldte fra, at HK skal øve politisk indflydelse.

- Jeg er sikker på, at den fulde åbenhed, HK konsekvent har fastholdt omkring den politiske støtte, har en positiv effekt. HK har været i dialog med medlemmerne om, hvordan vi som fagforening skal øve politisk indflydelse, og det kan nu aflæses på den voksende støtte til arbejdet, siger Kim Simonsen, formand for HK.

Det er fem år siden, at HK har afviklet sin faste støtte til Socialdemokraterne i forbindelse med folketingsvalg. Men HK er fortsat en organisation, der er aktiv på den politiske scene for at sikre medlemmerne et bedre arbejdsliv. Samarbejdet sker i forhold til konkrete politiske projekter med en række partier, der direkte gavner HK’s medlemmer.

- Regeringspartierne har fortsat mange penge at gøre godt med som følge af den massive støtte, de får fra store virksomheder som A.P. Møller og landbruget. Samtidig er der ingen kontrol med de private midler, der også typisk tilflyder de borgerlige partier, siger Kim Simonsen.

Seneste eksempel på politiske aktiviteter var i marts 2007, da da HK indgik i et strategisk samarbejde med Socialdemokraterne om udvikling af en ny velfærdspolitik med særlig fokus på en bedre offentlig sektor.

Du kan som medlem af HK vælge støtten til partier fra ved at benytte kuponen, der bringes i HK/Bladet, som udkommer den 27. maj.
Har du tidligere sagt nej til støtte, gælder din framelding, så længe du er medlem af HK.

Af Ole Sønderby Petersen

Kommentér artiklen

Oprettet: 11.03.10, kl. 09.46

Redigeret: 11.03.10, kl. 15.28 af Niels Møller Madsen

Fakta


Sådan bruges pengene

HK’s kongres har vedtaget, at HK

  • kan yde støtte til folketingsgrupper og politikere på grundlag af aftaler om gennemførelse af bestemte politiske opgaver og projekter, der er i HK-medlemmernes interesse,
  • kan deltage i valgkampe med egne budskaber og valgkampsstrategi,
  • i særlige tilfælde kan yde støtte til udvalgte kandidater.

De kontingentmidler, som ikke ønskes anvendt til støtte, overføres til enten

  • en humanitær organisation,
  • solidaritetsarbejde og projekter, hvis målsætning stemmer overens med fagbevægelsens faglige og politiske prioriteringer eller til
  • forskningsprojekter, der sætter fokus på HK’ernes arbejdsliv, herunder arbejdsmiljø, kvalitet i arbejdet, livslang læring m.m.

Læs mere om partistøtten her


Ophavsret

Udgivet <11.03.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.