HK: For få erstatninger for psykiske arbejdsskader
Når én sag om mobning, chikane eller stressbelastning bliver anerkendt som en arbejdsskade, så er der 33, som bliver afvist. Langt flere skal have erstatning, mener HK.
Hvis du er blevet syg som følge af dårlig ledelse, stressbelastning eller mobning og chikane på jobbet, så er der meget lille sandsynlighed for, at du kan få en erstatning. Det viser en ny opgørelse af erhvervssygdomme for 2010.
Sidste år blev der anmeldt 2.982 arbejdsskader som følge af dårligt psykisk arbejdsmiljø, men kun 246 fik erstatning. Posttraumatisk stress er godkendt som en erhvervssygdom, så her får cirka halvdelen erstatning. Det gælder kun for tre procent af de andre sager om psykisk arbejdsmiljø.
Og det er alt for lidt, mener Anne Marie Bryde fra HK’s Arbejdsskadeafdeling.
- HK’s medlemmer er sjældent berørt af posttraumatisk stress, som kommer af meget voldsomme oplevelser. De befinder sig derfor i den gruppe, hvor det er meget svært at bevise, at en psykisk lidelse skyldes jobbet. Vi ser fx adskillige kommunale medarbejdere, som bliver stressbelastet, fordi de efter kommunalreformen har fået udvidet deres arbejdsområde eller fået tildelt et nyt uden at få en introduktion til det. Og vi har desværre meget svært ved at skaffe dem en erstatning.
Mobning, chikane og stressbelastning er ikke optaget på listen over erhvervssygdomme, fordi det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at det nødvendigvis har konsekvenser for helbredet. Men det betyder ikke, at sagerne ikke kan anerkendes enkeltvis. For at blive anerkendt skal de vurderes af Erhvervssygdomsudvalget, som består af repræsentanter fra Sundhedsstyrelsen, Arbejdstilsynet og arbejdsmarkedets parter.
Anne Marie Bryde sidder som repræsentant i udvalget for LO. Hun ser gerne, at man letter bevisbyrden i sagerne.
- Mange sager falder, fordi bevisbyrden helt ligger hos den skadeslidte. De skal kunne dokumentere, at deres psykiske sygdom skyldes forhold på jobbet. Og det er rigtig svært at bevise en sag om mobning, hvor mobberen skal erkende, at det har fundet sted. Og hvis der har været depression i familien tidligere, så er der også stor risiko for, at vi taber en sag om depression som følge af en stressbelastning, siger hun og fortsætter:
- Så i sager hvor det er åbenlyst, at der er forgået ting på jobbet, som kan gøre den ansatte syg, så skal det være nemmere at få en erstatning, siger hun.
Oprettet: 24.03.11, kl. 15.01
Redigeret: 24.03.11, kl. 15.12 af Pernille Urth
Læs mere..
Udviklingen på erhvervssygdomsområdet 2010
Redegørelsen bliver hvert år udarbejdet af Arbejdsskadestyrelsen og Erhvervssygdomsudvalget og sendt til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg.
Hvad er en erhvervssygdom?
En erhvervssygdom er en sygdom eller lidelse, som skyldes arbejdet eller de forhold, som arbejdet er foregået under. Det vil sige, at sygdommen skal være opstået på grund af påvirkninger på arbejdet, og at sammenhængen mellem påvirkningerne og sygdommen er kendt i den medicinske forskning.
Om erhvervssygdomsudvalget
Udvalget vurderer konkrete arbejdsskadesager, hvor en sygdom ikke er omfattet af fortegnelsen over erhvervssygdomme, men hvor der er en sandsynlighed for, at sygdommen skyldes arbejdet.
Erhvervssygdomsudvalget indstiller til Arbejdsskadestyrelsen, om den konkrete sag kan anerkendes som en arbejdsskade.
Ophavsret
Udgivet <24.03.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

Kommentér artiklen
Læs retningslinier for debat