Kandidaterne til Danmarks årlige mangfoldighedspris 2011
Seks virksomheder er nomineret til MIAPRISEN 2011. Prisen går til de danske arbejdspladser, der er bedst til at fremme mangfoldighed og sikre ligebehandling.
Nomineringsfeltet til årets ”Miapris” består af både små og store virksomheder. Fra virksomheder med 37 medarbejdere til virksomheder med op til 36.000 medarbejdere inden for både det offentlige og private. De nominerede er:
-Forsvaret
-Region Midtjylland
-DSB
-Udlændingeservice
-Vikargruppen Danmark A/S
-Økonomi- og digitaliseringscenter, Høje Taastrup Kommune
MIAPRISEN er indstiftet af Institut for Menneskerettigheder (IMR) og står for mangfoldighed i arbejdslivet. Den uddeles årligt til de danske arbejdspladser, der er bedst til at fremme mangfoldighed og ligebehandling for ansatte og jobsøgende.
- Alle de nominerede virksomheder kan være stolte over at tjene som inspiration for andre. De har set egne barrierer og udfordringer i øjnene, et vigtigt skridt på vejen mod at skabe lige muligheder for alle typer medarbejdere. MIAPRISEN er netop med til at vise, at arbejdet med mangfoldighed er vigtigt. Der er mange danske arbejdspladser, der kan blive bedre til at inkludere forskellighed, og de indstillede virksomheder er med til at vise dem vejen, siger afdelingsleder hos IMR, Susanne Nour.
Tidligere er MIAPRISEN gået til virksomheder som Microsoft i Danmark, ISS Facility Services A/S og McDonald’s Danmark.
Hvem der løber med titlen som Danmarksmester i mangfoldighed, bliver offentliggjort onsdag den 6. april, når IMR overrækker prisen i Vega i København. Tilmelding til det arrangementet sker på www.miapris.dk. Deltagelse er gratis efter først til mølle-princippet.
Oprettet: 21.03.11, kl. 14.52
Redigeret: 21.03.11, kl. 14.52 af Niels Møller Madsen
Fakta
Sådan nomineres virksomhederne
Det er prisens dommerkomite, der har udpeget deseks nominerede. Komiteen består af repræsentanter fra DI, Dansk Erhverv, Personalestyrelsen, LO, Beskæftigelsesministeriet, Kommunernes Landsforening og Ligebehandlingsudvalget under Institut for Menneskerettigheder.
Ophavsret
Udgivet <21.03.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

Kommentér artiklen
Læs retningslinier for debat