Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Marts 2011 > Kommunerne opretter ekstra praktikpladser



Kommunerne opretter ekstra praktikpladser

Regeringen har netop indgået en aftale med kommunerne om at oprette 250 ekstra praktikpladser, så der nu bliver oprettet 1.560 flere pladser i kommunerne i forhold til 2009.

I erkendelse af at der er behov for endnu flere praktikpladser til de unge, har regeringen netop indgået en aftale med kommunerne om at øge antallet af praktikpladser. I 2011 opretter de nu yderligere 240 pladser, så der i alt bliver oprettet 1.560 ekstra pladser i kommunerne sammenlignet med 2009.

Det glæder HK’s formand Kim Simonsen.
- Det er dejligt at se, at det offentlige går forrest og gør en ekstra indsats for at skaffe flere praktikpladser, som er helt nødvendige for, at de unge kan færdiggøre deres uddannelse, siger han.

Undervisningsminister Tina Nedergaard siger om aftalen.
- Selvom der i 2010 er oprettet 22 procent flere praktikpladser end 2009 mangler for mange unge stadig en praktikplads. Det er vigtigt, at vi ikke lader dem i stikken. Kommunerne efterspørger uddannet arbejdskraft, og med denne aftale sikrer vi flere hænder til blandt andet ældreområdet og på sigt mere uddannet arbejdskraft.

Staten opretter i 2011 250 ekstra pladser sammenlignet med 2009, og der forhandles med regionerne om en lignende aftale.

Sidste år blev der i alt indgået 47.603 praktikpladsaftaler. På kontorområdet blev der indgået 3766 aftaler, hvor kommune, stat og regioner stod for 46 procent.

Af Pernille Urth

Kommentér artiklen

Jeg synes, at det er rigtig godt, at der kommer flere praktikpladser. Man skal bare sikre sig, at arbejdsgiverne er indstillet på at ansætte praktikanten efter endt prøvetid. Nogle arbejdsgivere...

Oprettet: 04.03.11, kl. 09.37

Redigeret: 04.03.11, kl. 09.37 af Pernille Urth


Ophavsret

Udgivet <04.03.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.