Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Marts 2011 > Krisen dumper de nydanske elever



Krisen dumper de nydanske elever

Krisen presser danskere med en anden etnisk baggrund væk fra praktikpladser og uddannelsesmuligheder, når arbejdsgiverne sorterer dem fra.

Den økonomiske krise har medført, at det er blevet endnu sværere for nydanske kvinder og mænd, at få den nødvendige praktikplads til at afslutte deres uddannelse.

- Krisens sørgelige konsekvenser er, at alt for mange unge nydanskere nu bliver kasseret, allerede før de er kommet i gang. Det er et dødsstød til integration, og vi må igen arbejde med at fjerne bureaukrati og øge udbuddet af praktikpladser, siger Jørgen Dan Pedersen, uddannelseskonsulent i HK.

I en lang periode har de merkantile uddannelser ellers været en farbar karrierevej for mange, der vil ind på det danske arbejdsmarked. Men det har krisen sat en brat stopper for. Nu sorterer arbejdsgiverne grundigt i praktikpladsansøgere til fordel for danske ansøgere.

Fra 2008 har der været en markant tilbagegang i antallet af uddannelsesaftaler, hvilket har ramt nydanskere meget hårdere end danske elever. Efter år med fremgang gik nydanskernes andel ned fra 8 procent af praktikpladserne i 2008 til 7,3 procent i 2009.
Kigger man bagom tallene udgør nydanskerne 20 procent af de praktikpladssøgende, men de får kun 10 procent af pladserne.

Samlet set betyder det når arbejdsgiverne har mange elever at vælge imellem til de forholdsvis få praktikpladser, så er de mere tilbøjelige til at vælge de danske elever.
Dermed bliver nydanskere stærkt overrepræsenteret i køen af ansøgere. I tal betyder det, at 25 procent af nydanskere ikke får en praktikplads, mens det ”kun” rammer mindre end 10 procent af de danske elever.

- Vi skal forhindre, at uddannelserne er fuldstændig underlagt økonomiske kriser, vi skal fjerne bureaukrati for virksomheder, der vil uddanne, og vi skal hjælpe med at skaffe flere mentorer, der som rollemodeller, kan hjælpe unge i gang på arbejdsmarkedet, siger Jørgen Dan Pedersen.
Af Ole Sønderby

Kommentér artiklen

Oprettet: 09.03.11, kl. 13.54

Redigeret: 11.03.11, kl. 11.20 af Ole Sønderby Petersen

Læs mere


Krisen giver bump på karrierevejen for nydanskere

I mange år har HK’s merkantile uddannelser været en farbar vej til integration, karriere og fast arbejde for mange nydanskere. Desværre har krisen stoppet den positive udvikling, skriver Kim Simonsen, formand for HK.


Ophavsret

Udgivet <09.03.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.