Syge børn giver mor dårlig samvittighed
Mødre får dårligere samvittighed over at blive hjemme med de syge børn, end fædre gør. Det viser ny undersøgelse blandt HK’ere. En af forklaringerne er, at mødre tager flere sygedage end fædre, forklarer forskere. Det vil HK gerne have lavet om på.
Far har det fint med at blive hjemme for at passe syge sønnike, mens mor har dårlig samvittighed over for jobbet, når hun må ringe til chefen og melde ”barns 1. sygedag”. Det viser en undersøgelse blandt 3.000 HK’ere, som HK’s Arbejdsliv- og Analyseafdeling og Nyhedsmagasinet HK har foretaget.
Her siger mere end hver anden kvinde, at hun har dårlig samvittighed eller bliver stresset i forhold til jobbet, når hun tager barns første sygedag. Mere end 60 procent af mændene svarer til gengæld, at de bare er glade for at kunne blive hjemme med børnene, hvis de er syge.
38-årige Camilla Kold Andersen har tre børn og er en af dem, der gennem årene har kæmpet meget med dårlig samvittighed, når hun var nødt til at blive hjemme med et sygt barn.
- Jeg fik altid følelsen af, at ”jeg burde egentlig”, og tænkte, at de jo ikke har ansat mig til at gå hjemme med mit barn. Jeg tror ofte, vi kvinder forpligter os helhjertet til vores job, samtidig med at vi gerne vil være der 100 procent for vores børn. I mit første ægteskab, hvor jeg helt klart tog de fleste sygedage med børnene, tog jeg også nogle gange mine syge børn med på arbejde. Så følte jeg, at jeg fik det bedste ud af de to verdener – men egentlig var det måske det dårligste af to verdener, fortæller hun. Hun føler dog, hun med årene er blevet bedre til at droppe den dårlige samvittighed.
Kvinder tager flere sygedage med barnet
Mandeforsker Kenneth Reinicke fra Roskilde Universitet mener, den dårlige samvittighed kan hænge sammen med det antal af sygedage, man tager.
- Det overrasker mig, at der er flere mænd end kvinder, der har det godt med at tage barns sygedag. Traditionelt har man nok den opfattelse, at mænd føler de står i mere job- og karrieremæssige dilemmaer, mens det er nemmere for kvinden at blive hjemme med det syge barn. Men man skal nok også have in mente, at jo hyppigere man tager børns sygedage, jo mere dårlig samvittighed får man, siger han.
Det samme peger erhvervspsykolog Karen Schultz på.
- Mødrene tager flere sygedage og føler på den måde hurtigere, at de opbruger en kvote over for arbejdspladsen. Mændene svarer som de gør, fordi de sjældnere tager sygedage, siger hun og fortsætter:
- Men der er også en biologisk forskel. Kvinder er konstrueret sådan, at når de står i en dobbeltsituation, så vil de gerne løse begge dele. Mens mændene beslutter sig for, hvad der er vigtigst, og så holder de fast i det. Hvis far bliver hjemme med barnet, har han derfor fred med det, forklarer hun.
Mette Deding, familieforsker fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd forklarer, at en anden kilde til den dårlige samvittighed for kvinder er, at de ofte har mindre fleksibilitet i deres job. Hvis far bliver hjemme, kan han bedre tilrettelægge arbejdet rundt om det, mens kvinden oplever, at det går meget direkte ud over hende kollegaer, hvis hun bliver hjemme.
- Men man må sige, vi stadig lever i et kønstraditionelt samfund, hvor kvinder tager mest ansvar for familien, siger hun.
HK: Kvinder og mænd bør tage lige mange sygedage
Mette Kindberg, næstformand i HK mener, man kan afhjælpe kvindernes dårlige samvittighed og i det hele taget sikre mere ligestilling ved at lave en lovgivning, der fordeler børns sygedage lige mellem forældrene.
- Hvis kvinderne både tager al barsel og alle børnenes sygedage, kommer de til at hænge fast i det løn- og karriereefterslæb, de har i forhold til mændene. Og det er da klart, de får dårlig samvittighed, hvis det altid er dem, der må blive hjemme fra jobbet. Jeg mener, vi kan løse problemet ved at indføre en model, de har i Norge. Her har både mor og far ret til 10 sygedage hver med børnene om året, siger hun.
Gå videre til...
Mor og far uenige om, hvem der tager flest sygedage
Flere undersøgelser har vist, at det er kvinden, der tager de fleste sygedage med børnene. I HK’s undersøgelse svarer kvinderne og mændene dog ret forskelligt på, hvem der tager flest sygedage med børnene hjemme hos dem. Flertallet af mændene siger, manden og kvinden deles om det. Men hele 37 procent af kvinderne mener, det er kvinden, der tager flest børns sygedage. Det mener kun 19 procent af mændene, at de gør.
Erhvervspsykolog Karen Schultz forklarer det sådan:
- Man kan ofte læse ud af undersøgelser, at nogle af dem, der svarer, lyver. Et menneskes opfattelse af, hvordan ting hænger sammen er ikke altid det samme som fakta. Både mænd og kvinder er simpelthen tilbøjelige til at pynte på resultatet.
- Når kvinderne svarer, at de tager flest sygedage med børnene, så vil det være rigtigt for langt de fleste – men det vil også være nogen af dem, det ikke gælder for. Hvor deres mand i stedet tager flest sygedage.
- Tilsvarende gælder det, at når flertallet af mændene svarer, at de deles om at tage børns sygedage, så vil det ikke være rigtigt for alle. Men man skal så lægge mærke til, at der ikke er nogle af de mænd, der har svaret, at de deles om antallet af sygedage, der så i virkeligheden selv tager flest sygedage. Her er det mor, men det vil de bare ikke indrømme. Så alt i alt kan vi altså udlede af resultatet, at kvinderne stadig har hovedansvaret for at tage børns sygedage.
FAKTA
- 37 procent af de kvindelige HK’ere og 19 procent af de mandlige HK’ere siger, at det er kvinden, der tager flest barns sygedage.
- 5 procent af kvinderne og 15 procent af mændene siger, at det er manden, der tager flest barns sygedage.
- 43 procent af kvinderne og 58 procent af mændene siger, at de deles om at tage barns sygedage
- 15 procent af kvinderne og 8 procent af mændene har svaret noget andet.
Kilde: Undersøgelse blandt 3.000 HK’ere foretaget af HK’s Arbejdsliv- og Analyseafdeling og Nyhedsmagasinet HK.
Oprettet: 17.03.11, kl. 10.36
Redigeret: 25.03.11, kl. 10.08 af Kirsten Marie Juel Jensen
Læs mere
CASE
”Jeg er jo ikke ansat til at gå hjemme og passe mit barn”
Camilla Kold Andersen har lært at give mentalt slip og være til stede, når hun tager barns sygedag. Men i mange år har hun kæmpet med den dårlige samvittighed over for jobbet.
Mor har mest dårlig samvittighed over at tage barns sygedag
- Hele 55 procent af de kvindelige HK’ere og kun 32 procent af de mandlige HK’ere har dårlig samvittighed eller føler sig stresset over ikke at kunne være på job, når de tager barns 1. sygedag
- 38 procent af kvinderne og 61 procent af mændene er bare glade for at kunne være hjemme med deres syge barn
- 7 procent af mændene og 7 procent af kvinderne har svaret noget andet
Kilde: Undersøgelse blandt 3.000 HK’ere foretaget af HK’s Arbejdsliv- og Analyseafdeling og Nyhedsmagasinet HK.
Mor tager flest sygedage
19 ud af 20 gange, en kommunalt ansat kvinde med børn under fem år bliver hjemme for at passe sit barn, gør hendes mandlige kollega i kommunen det samme. Men i staten og den private sektor tager de mandlige småbørnsforældre kun henholdsvis 14 og 11 børns sygedage, for hver gang de kvindelige kolleger tager 20.
Kilde: Momentum og Danmarks Statistiks fraværsdata fra 2007 for den private, kommunale og statslige sektor.
De norske regler
- Hver af forældrene har ret til ti barns sygedage hvert kalenderår. Hvis man har mere end to børn, har både mor og far 15 dage hver.
- Hvis man er eneforsørger, har man ret til hele kvoten. Det vil sige 20 dage for 1-2 børn, og 30 dage for tre eller flere børn.
- Man har ret til disse sygedage ind til børnene fylder 12 år. Hvis man har et kronisk sygt eller funktionshæmmet barn, kan man få ti ekstra dage om året – og aldersgrænsen kan hæves til 18 år.
- Det er arbejdsgiveren, der betaler for ens løn (omsorgspenge) i de ti dage, man kan tage barns sygedag. Hvis man melder ”barns sygedag” mere end de 10 dage, skal man levere en lægeerklæring – arbejdsgiveren kan så søge refusion fra staten for de ekstra sygedage.
Kilde: www.lovdata.no
Ophavsret
Udgivet <17.03.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.



Kommentér artiklen
Læs retningslinier for debat