Ledige stemples som syge dyr
Tonen over for de arbejdsløse er skærpet. Nu omtales de næsten som slaver. Fjendebillederne legitimerer indgreb, mener HK og en professor.
Dovne, snu, syge dyr.
Sådan beskrives de arbejdsløse i dag. Det viser en analyse, som HK/Bladet har foretaget. En gennemgang af to års kommentarer om ledige kombineret med gamle beskrivelser af slaver, jøder og fæstebønder dokumenterer et klart sammenfald i ordvalget.
- Det er også den tone, som man bruger over for indvandrere i dag, siger professor Jens Christian Tonboe, Institut for Sociologi, Aalborg Universitet.
HK’s formand, John Dahl kalder tonen ”skinger, ubehagelig og nedværdigende”.
- Den bygger i mange tilfælde på myter og vandrehistorier uden hold i virkeligheden, siger han.
10.000 af HK’s medlemmer er arbejdsløse. De må finde sig i fordømmelse, foragt og vrede. ”Kræftbyld”, ”slapperrøve” og ”misbrugere” er nogle af de betegnelser, der hæftes på dem.
Ifølge professor Jens Christian Tonboe er forklaringen på den aggressive tone, at de, som er i arbejde, har vanvittigt travlt og betaler høj skat. De føler det som et angreb, at nogle ikke arbejder og belaster de offentlige kasser.
Holdningen til de ledige har efter hans vurdering ændret sig markant i løbet af de seneste tyve år, ikke mindst på grund af regeringens liberale grundholdninger.
- I dag er det den enkeltes ansvar og skyld, hvis man er arbejdsløs. Samfundets ansvar er helt forsvundet. Arbejde er blevet en pligt, ikke en ret. Vi er meget tæt på at indføre regulært tvangsarbejde. Det næste bliver formentlig, at politikerne vil diskutere, om dagpengene og kontanthjælpen skal sættes ned, spår han.
HK’s formand mener, at der er tale om en helt uacceptabel og kynisk mistænkeliggørelse af de ledige, som misbruges til at skaffe medieomtale og til at gøde jorden for nedskæringer.
- Man fristes til at tro, at den politiske dagsorden har til hensigt at gennemtvinge nye stramninger over for de ledige. Det vil vi i HK modarbejde med alle tænkelige midler, fastslår han.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har fået forelagt listen med citater, men hans pressechef meddeler, at ministeren ikke har tid til at kommentere.
Oprettet: 22.11.06, kl. 15.56
Redigeret: 23.11.06, kl. 12.23 af Lene Søborg
Sådan omtales de arbejdsløse
Citater fra avisartikler 2005-2006 (Infomedia), HK’s hjemmeside + en række andre chatrooms, hvor danskerne diskuterer frit. Alle citater handler om arbejdsløse (a-kassemedlemmer og/eller ledige kontanthjælpsmodtagere).
Sådan omtalte man jøder, slaver og fæstebønder
Citater fra litteraturens verden.
Ophavsret
Udgivet <22.11.06> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.