Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > November 2008 > Praktikcentre giver selvtillid og job



Praktikcentre giver selvtillid og job

Sprudlende selvsikkerhed og gode jobudsigter. Det er, hvad både handelsskoleelever og voksne i arbejdsprøvning får ud af at være i praktik på praktikcentre. Så dem skal vi have flere af, mener HK.

Flere unge kan gennemføre deres uddannelse og få job bagefter. Og voksne i arbejdsprøvning får mod på både uddannelse og arbejde. Det er resultaterne på de praktikcentre, der findes rundt i landet, skriver HK- Bladet.

PraktikCenter Fyn, der ligger på Tietgenskolen i Odense er et af de steder, der har haft succes. De har en gårdbutik og to simulerede virksomheder, og her kan handelsskoleelever, der ikke har fået en ordinær praktikplads eller uforskyldt har mistet deres praktikplads, komme i praktik og dermed komme videre med uddannelsen. Og her kan ledige voksne blive opkvalificeret og sygemeldte komme i arbejdsprøvning.

- At vi har både unge og voksne er med til at skabe et meget realistisk miljø, så det er som at være i praktik på en almindelig arbejdsplads. Resultatet er, at vi hjælper eleverne videre med deres uddannelsesforløb som butiksassistenter, salgsassistenter og kontormedarbejdere, og hjælper ledige ud på arbejdsmarkedet, fortæller Marian Pedersen, leder af praktikcentret.

På Det merkantile værksted – Vejle Handelsskoles praktikcenter har man også meget positive erfaringer.
- Mere end halvdelen kommer i gennemsnit i almindelig praktik undervejs i forløbet på praktikcentret. Men selv hvis de har hele praktikken hos os og bliver udlært her, så er vores erfaring, at de får gode faste job bagefter. Det er især den store erfaring med økonomi og regnskab, de får hos os, der gør, at mange arbejdsgivere er interesserede i dem, fortæller Lilian Holm, afdelingsleder på Vejle Handelsskole.

Vi skal lære af resultaterne
I HK mener man, at man på landsplan bør lære af de gode resultater.
- En fjerdedel af de elever, der ikke får en praktikplads, ender helt uden for uddannelsessystemet, og det er ikke acceptabelt. Da regeringen afskaffede skolepraktikken for blandt andet kontoruddannelsen, afskar de dermed flere tusind unge fra at få en uddannelse. Dem skal vi have tilbage på banen igen, og vi tror på, at praktikcentre vil være løsningen, siger Karin Bancsi, næstformand i HK.

Både Marian Pedersen og Lilian Holm mener også, at endnu flere kunne sikres en uddannelse, hvis der kom flere praktikcentre og færre adgangsbegrænsninger.
- Alle prøver selvfølgelig først at få en ordinær praktikplads, men hvis det ikke lykkes, er det ofte for sent at søge ind til os, fordi det skal man have gjort inden tre måneder, efter at man har afsluttet HG. Og så står de der og kan ikke gøre deres uddannelse færdig. Der er også mange andre adgangsbegrænsninger, der gør, at det er meget få, der har mulighed for at tage praktik på et praktikcenter og derfor ender med at droppe ud, siger Marian Pedersen.

Af Kirsten Marie Juel Jensen

Oprettet: 24.11.08, kl. 10.20

Redigeret: 24.11.08, kl. 11.14 af Kirsten Marie Juel Jensen

Læs artiklen fra HK-bladet

Læs meget mere i temaet:

HK: Gulerødder bedre end pisk

Her finder du praktikcentre
Her findes praktikcentre, som tilbyder skolepraktik inden for det merkantile område: Køge, Odense, Aabenraa, Randers, Skive, Hjørring, Aalborg, Århus, Esbjerg og Vejle.

Siden 2005 har der været skrappe adgangsbegrænsninger til skolepraktikken, og den er helt afskaffet på flere uddannelsesretninger. På fx kontor/administration og kontor/økonomi kan man kun få skolepraktik, hvis man uforskyldt mister en praktikplads undervejs i forløbet.

HK arbejder for flere praktikcentre
HK har netop foreslået regeringen, at der skal etableres flere praktikcentre, og at alle elever, der ikke har fået en ordinær praktikplads eller har fået afbrudt sit praktikforløb skal kunne komme i praktik her, uanset hvornår det sker i forløbet. Det ville redde de omkring 2.000 elever, der hvert år må droppe ud af deres ungdomsuddannelse, fordi de ikke får en praktikplads.


Ophavsret

Udgivet <24.11.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.