Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > November 2008 > Tal ikke ilde om chefen på Facebook



Tal ikke ilde om chefen på Facebook

Ung kvinde kritiserede sin arbejdsgiver på facebook og kan nu takke HK/Østjylland for at hun ikke blev fyret for det.

En ung kvinde fra Århus kan takke HK Østjylland for, at hun stadig har sit arbejde. Kvinden var lige på nippet til at miste sit job i en forretning, fordi hun omtalte sin arbejdsgiver i lidet flatterende vendinger på internetsiden Facebook. Det skriver HKbladet Østjylland.

Det lykkedes dog for HK Østjylland at fastholde kvinden på arbejdspladsen, en butik i en større butikskæde, men medlemmerne skal ikke satse på, at det er en manøvre, der lykkes hver gang.

- Man skal under ingen omstændigheder omtale sin arbejdsgiver og sin arbejdsplads i negative vendinger i det offentlige rum. Arbejdsgiveren kan nemlig bortvise medarbejderen for illoyal optræden. Det gælder også, selvom det offentlige rum er et forum inde i computeren, oplyser faglig konsulent Hans Carøe fra HK Østjyllands handelssektor til HKBladet Østjylland.

Facebook er stadig så nyt et forum, at der ifølge jurist Hugh Child fra HK´s Juridiske Kompetencecenter endnu ikke er rejst nogle sager om ansatte, der har gebærdet sig uheldigt på nettet i forhold til deres arbejdsgiver. Men sagerne kan meget vel lure under overfladen, og især de unge skal tænke sig godt om, før de hamrer løs i tastaturet.

- Facebook er et hurtigt medie, hvor de unge nemt ender i frisprog. Men brugerne skal være meget påpasselige med det, de skriver, og tonen, de skriver det i. Der findes efterhånden en række domme, der slår fast, at arbejdsgiveren har kunnet afskedige og bortvise medarbejdere for illoyalitet og illoyal optræden, fortæller Hugh Child.

HK opfordrer sine medlemmer til at tænke sig godt om inden, de udtrykker sig i den virtuelle verden. Det gælder både, hvis man lufter holdninger på sin egen Facebook-profil eller er medlem af en af de utallige Facebook-klubber, som blandt andet er meget populære hos unge butiksansatte.

Oprettet: 25.11.08, kl. 15.25

Redigeret: 25.11.08, kl. 16.06 af Niels Møller Madsen


Ophavsret

Udgivet <25.11.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.