Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > November 2009 > HK: Nødvendigt med elev-kvoter på offentlige arbejdspladser



HK: Nødvendigt med elev-kvoter på offentlige arbejdspladser

Mere end 5.400 unge er fortsat fanget i praktikpladsfælden. HK vil have indført nye elev-kvoter offentlige arbejdspladser.

5.400 unge står her og nu uden en praktikplads. Og uden en praktikplads kan de ikke færdiggøre deres uddannelse. Hen over sommeren har kun 1.000 elever kunne forlade praktikpladskøen i sikker forvisning om, at de i det mindste kunne fortsætte deres uddannelse via skolepraktikken.

Det fremgår af Undervisningsministeriets praktikpladsstatistik, hvor september-tallene netop er blevet offentliggjort.

- Desværre går det stadig for langsomt, siger HK’s forbundsformand Kim Simonsen og fortsætter:

- Mere end 5.400 elever mangler fortsat en praktikplads for at kunne gøre deres uddannelse færdig. Og den eneste grund til, at udviklingen umiddelbart ser ud til at gå i den rigtige retning er, at skolepraktikken fylder mere og mere. Alene i september måned blev der oprettet 753 nye skolepraktikpladser.

Offentlige arbejdspladser holder skansen
Især det private erhvervsliv er holdt op med at ansætte elever. Derfor bliver det stadigt vigtigere, at der ansættes flere elever på offentlige arbejdspladser. Og her er der stadig plads til forbedringer. For de offentlige arbejdspladser holder kun lige skansen i forhold til tallene for 2008.

- Det er glædeligt, at det ser ud til, at de offentlige arbejdsgivere igen ser ud til at tage deres uddannelsesforpligtelse alvorligt. Vi må håbe, at udviklingen varer resten af året, siger Kim Simonsen.

Han frygter imidlertid, at regeringens initiativer er kommet alt for sent.

- Det er fint, at regeringen nu belønner arbejdsgiverne med en bonus på 50.000 kr. pr. elev, de ansætter. Men der skal mere til. Og de offentlige arbejdspladser må op i et endnu højere gear. Ellers risikerer vi blot at skubbe problemet foran os. Og når vi ikke at finde praktikpladser til alle i køen, skal vi til næste sommer, ud at finde dobbelt så mange pladser, siger Kim Simonsen.

Han er glad for, at regeringen har taget et forslag om at justere bonussen til arbejdspladser, der opretter praktikpladsstillinger til sig.

- Men nu skal vi sikre, at de offentlige arbejdspladser kommer op i et højere gear. HK foreslår derfor, at løsningen kunne være at indføre elev-kvoter for alle kommunale, regionale og statslige arbejdspladser, siger Kim Simonsen.

Oprettet: 24.11.09, kl. 13.58

Redigeret: 24.11.09, kl. 14.28 af Claus Vesterager Martinus

Læs notat om udviklingen i praktikpladssituationen


Ophavsret

Udgivet <24.11.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.