Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > November 2009 > HK og Microsoft i grønt samarbejde



HK og Microsoft i grønt samarbejde

Klimaansvarlige på arbejdspladserne og en CO2 reduktion på 20 procent hos virksomhederne er dele af ny grøn plan, som HK og Microsoft står bag.

HK vil skabe et grønt samfund og sikre fremtidens velfærd. Svaret er Grøn it og det er baggrunden for et utraditionelt samarbejde mellem HK og Microsoft.

HK og Microsoft er gået sammen med det formål at inspirere og opfordre politikere, virksomheder og medarbejdere til at gøre en forskel og medvirke til at sikre, at ønsket om et grønnere samfund kan kombineres med behovet for at sikre den fremtidige velfærd.

- Klimaudfordringen og den økonomiske krise tvinger os til nye løsninger. Grøn it er ikke hele svaret, men indeholder et enormt potentiale. De fleste vil jo nok se HK og Microsoft som en utraditionel alliance, men de udfordringer vi står over for, kræver nye måder at tænke på og samarbejde på, siger Kim Simonsen, formand for HK.

Helt konkret har HK og Microsoft en række forslag til, hvordan Danmark gennem en satsning på Grøn it kan skabe et grønnere samfund og sikre den fremtidige velfærd. Forslag om forskningspenge til Grøn it, etablering af et Videncenter for Grøn it, klimaansvarlige på arbejdspladserne og en CO2 reduktion på 20 procent hos virksomhederne er nogle af forslagene i oplægget.

Oplægget indeholder en række forslag til de danske politikere, som har mulighed for at skabe rammerne for en bedre brug af Grøn it. Der er en række bud til, hvordan virksomheder kan udnytte teknologien, og ikke mindst er der opfordring til medarbejderne om at bringe emnet på dagsordenen på arbejdspladsen, eksempelvis via samarbejdsudvalg og ved at udpege klimaansvarlige på arbejdspladsen.

- Vi vil fortælle vores medlemmer om, hvordan de i deres daglige arbejde kan være med til at reducere CO2-udledningen via deres it-vaner. Det er vigtigt for vores medlemmer, at de oplever deres arbejdsplads tager del i ansvaret på klimaområdet. Og vi ved, at HK’s medlemmer gerne engagerer sig, de sidder ofte i nøglepositioner i virksomheden, hvor de er centrale i forhold til at få tingene til at køre godt og effektivt, siger Kim Simonsen.
Af Ole Sønderby Petersen

Oprettet: 09.11.09, kl. 16.59

Redigeret: 12.11.09, kl. 15.12 af Ole Sønderby Petersen

Læs mere om Grøn IT


Ophavsret

Udgivet <09.11.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.